Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Kost

Kost, krop og alder

Opdag og modvirk dysfagi: Tygge- og synkebesvær

Det er vigtigt at opdage tygge- og synkebesvær så hurtigt som muligt, så den, der oplever det, kan få hjælp til igen at kunne spise og drikke tilstrækkeligt og på sikker vis.

Problemer med at drikke og synke kan opstå i forbindelse med sygdom eller i forbindelse med helt naturlig aldring.

Måske er det noget, du selv oplever eller har prøvet – eller måske er du pårørende til en, der har besvær med at tykke eller synke.

Det vigtigste er at opdage problemet, for der er ting, man kan gøre for at lindre besværet og modvirke, at det udvikler sig og får større konsekvenser for kroppen.

Hvad er dysfagi?

Med et fagligt ord kalder man det at have problemer med at tygge og synke for dysfagi.

Problemer med at tygge og synke mad og drikke kan komme til at betyde, at man taber sig uønsket i vægt, fordi man ikke får indtaget nok kalorier.

Det kan føre til underernæring, som på sigt kan være skadeligt.

Besvær med at tygge eller synke kan skyldes, at måltidet er begyndt at være for besværligt og tage for lang tid, eller at man undlader at spise, fordi man oplever smerter og ubehag med hosten og hakken, når man indtager mad og drikke.

I værste tilfælde kan maden blive fejlsunket og ryge via luftrøret til lungerne, hvor det kan forårsage lungebetændelse.

Årsagerne til dysfagi kan være mange, men uanset hvad er det vigtigt at opdage tygge- og synkebesværet så hurtigt som muligt, så den, der oplever det, kan få hjælp til igen at kunne spise og drikke tilstrækkeligt og på sikker vis.

Symptomer du skal holde øje med

  • Uplanlagt og uforklarligt vægttab • Gentagne lungebetændelser
  • Måltiderne tager længere tid
  • Maden er svær at tygge
  • Maden samler sig i kinderne
  • Meget savl/mundvand
  • Smerter i forbindelse med synkning
  • Brug for flere synk for at synke en enkelt mundfuld mad
  • Hoste og harken i forbindelse med måltider.

Hvad kan du gøre?

Hvis du har mistanke om, at du selv – eller måske en du kender – har dysfagi, bør du kontakte lægen.

Dels fordi dysfagi kan være et symptom på andre ting, men også for at du kan blive henvist til udredning, og så du kan få lagt en plan for behandling.

Måske er løsningen ”bare” en tur til tandlægen eller behandling for mundsvamp, men hvis problemet er større, kan du fx få behov for mad med ”modificeret konsistens”, som det kaldes.

Modificeret konsistens behøver ikke være så fremmed, som det måske kan lyde. I praksis kan det fx betyde, at du måske vil have nemmere ved at indtage en hakkebøf end en engelsk bøf. Eller at kartoffelmos vil glide lettere ned end almindelige kogte kartofler.

På samme måde er der mulighed for, at få tilføjet fortykningsmiddel til kaffe og andre væsker, så du minimerer risikoen for at fejlsynke.

Alt det kan en ergoterapeut hjælpe med at vurdere. Ergoterapeuten kan i nogle tilfælde også give øvelser, som kan hjælpe med at forbedre tygge-synkefunktionen.

Men i første omgang – hvis du har mistanke om tygge- og synkebesvær, så kontakt lægen.

Læs mere om kost

Sidst opdateret 24.11.2023