8 gode råd om mental sundhed
Du kan gøre flere ting for at styrke din mentale sundhed. Læs bl.a. om, hvilken rolle søvn, kost og motion spiller, og hvordan du holder din hjerne i gang.
Søvn, kost og motion spiller en vigtig rolle i din sundhed. Det er også vigtigt at holde hjernen i gang. Du kan her læse om 8 gode råd, der styrker dit mentale helbred. Du kan bl.a. læse om, hvordan regelmæssig søvn, sund og varieret kost og mental og fysisk aktivitet kan styrke din sundhed.
1. Hold en normal døgnrytme
Regelmæssig søvn – det vil sige mellem syv og ni timer hver nat – styrker både din krop og psyke.
Prøv derfor, om du kan bevare din normale døgnrytme, uanset hvad der sker i din hverdag. Jo mindre søvn du får, jo mere tilbøjelig er du til at bekymre dig og være ængstelig.
Læs også: 5 gode råd til en bedre nattesøvn
2. Pas på dig selv
Undgå dårlige vaner som for meget alkohol eller rygning. Prioritér at gøre gode ting for dig selv. Når du passer på dig selv, kan du bedre passe på andre.
Du er bedre rustet mentalt til at klare udfordringer, hvis din krop er i balance, så fokusér på at tage vare på din krop.
Læs også: Du kan tåle mindre alkohol
3. Spis sundt og varieret
Din krop skal have dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Du får mere energi og overskud til hverdagens udfordringer, hvis du spiser sundt og varieret.
Er du over 65 år, skal du være særligt opmærksom på, om du får nok proteiner og motion.
Læs også: Spis sundt og klimavenligt med de 7 kostråd
4. Hold dig fysisk aktiv
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du er fysisk aktiv i mindst 30 minutter hver dag. Fysisk aktivitet kan være mange ting, fx havearbejde eller gymnastik på stuegulvet.
Hvis du kan, så prioritér at komme ud og røre dig og få frisk luft dagligt, dagslys løfter humøret. Har du problemer med at komme ud, fx på grund af fysiske skavanker, så undersøg, hvordan du kan træne derhjemme.