Bliv fritaget for Digital Post
Det er obligatorisk for alle over 15 år at modtage post digitalt fra det offentlige. Det er dog muligt at få hjælp eller blive fritaget for digital post.
Du kan blive fritaget for Digital Post fra det offentlige af forskellige grunde. Du skal henvende dig hos din lokale Borgerservice for at søge om fritagelse.
Hvem kan blive fritaget
Du kan blive fritaget fra at modtage Digital Post fra det offentlige, hvis du kan sætte kryds ved mindst ét af følgende punkter:
- du har en psykisk nedsat funktionsevne, der hindrer dig i at anvende Digital Post
- du har en fysisk nedsat funktionsevne, der hindrer dig i at anvende Digital Post
- du har ikke adgang til computer, smartphone eller tablet i dit hjem eller opholdssted
- du er registreret i CPR som udrejst af Danmark
- du er ikke længere registreret med fast bopæl eller opholdssted i Danmark
- du behersker ikke dansk, hvilket gør det svært at anvende Digital Post
- du har praktiske vanskeligheder ved at anskaffe MitID, som giver adgang til Digital Post
- du er bosiddende i et område, hvor der ikke er mulighed for at etablere internetforbindelse (minimum 512 kbit/s downloadhastighed)
- Efter en konkret vurdering, hvis der foreligger ganske særlige forhold.
Læs mere om fritagelse for digital post på www.borger.dk
Sådan søger du om fritagelse
Du skal henvende dig personligt på Borgerservice i den kommune, du bor i. Det er ikke nok at ringe. Du skal medbringe gyldig legitimation fx dit sygesikringsbevis eller pas. På Borgerservice skal du udfylde en fritagelsesblanket, hvor du skriver under på, at du opfylder mindst én af betingelserne for fritagelse. Du er dog ikke forpligtet til at angive, hvad grunden er. Kommunen kan derfor ikke kræve dokumentation for grunden til din fritagelse.
Hent fritagelsesblanketten som pdf-dokument
Hvis en pårørende skal søge om fritagelse på vegne af dig
Det er muligt at søge om fritagelse på vegne af en anden. Det er derfor muligt, at fx et familiemedlem kan søge om fritagelse for dig. Det sker ved, at personen henvender sig i Borgerservice med en gyldig fuldmagt. Bemærk, at personen kan søge om fritagelse på vegne af dig i en hvilken som helst Borgerservice i landet. Det er altså ikke nødvendigt at møde op i din lokale Borgerservice i den kommune, du bor.
Hent fuldmagt til ansøgning om fritagelse for Digital Post som pdf-dokument
Fritagelsen gælder permanent
Når du har fået en fritagelse for Digital Post, så gælder den permanent. Du har mulighed for at bede din kommune om at ophæve din fritagelse, hvis du igen ønsker at modtage din post digitalt.
Giv læse- og skriveadgang til en anden person
Du kan give fx dine børn eller børnebørn adgang til din digitale post. Det er en mulighed, der kan være et alternativ til fritagelse. Du skal være opmærksom på, at det stadig er dig, der har ansvaret for, at din digitale post bliver læst, selv om du giver en anden person læse- og skriveadgang.
Du kan give læse- og skriveadgang til en anden enten via Digital Post på www.borger.dk eller ved at henvende dig i Borgerservice. Du kan også lade en anden gå i Borgerservice for at oprette læse- og skriveadgang for dig. Det kræver en gyldig fuldmagt fra dig, og at personen har egen legitimation med.
Hent blanketten til at give læse- og skriveadgang på www.borger.dk