Alt for mange med en demenssygdom får antipsykotisk medicin

Når mennesker med demens får antipsykotisk medicin, sker det på grund af forskellige psykiske symptomer og en ændret adfærd, der er en følge af demenssygdommen. Symptomerne er ofte et udtryk for mistrivsel.

Når det er tilfældet, er kompetent pleje og omsorg den mest effektive behandling, og det bør altid være førstevalg, når der skal vælges behandling.

Forbruget skal ned

Alligevel får 20 pct. af alle med en demenssygdom antipsykotisk medicin. Blandt beboere på plejehjem med demens er det mere end hver fjerde.

På trods af Demenshandlingsplanens mål om, at forbruget skal halveres frem mod 2025, har andelen på antipsykotika været uændret siden 2014, bortset fra et mindre fald til 19 pct. i perioden 2017-2019.

At det ikke er lykkedes at nedbringe forbruget er ufatteligt. 

Antipsykotisk medicin har mange alvorlige bivirkninger for mennesker med demens. Et registerstudie fra Nationalt Videnscenter for Demens viser endda, at antipsykotika til mennesker med demens øger dødeligheden med 35 pct. inden for et halvt år. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at antipsykotika ved demenssygdom kun anvendes undtagelsesvis. 

Læs også: Højt forbrug af medicin

Brug metoder der virker

Studier tyder på, at antipsykotisk medicin til mennesker med demens kan erstattes af de rette metoder og indsatser. Det drejer sig eksempelvis om personcentreret omsorg, socialpædagogiske metoder og musikterapi. Alt dette har en positiv virkning på psykiske symptomer og ændringer i adfærd, som fx apati, aggressioner eller angst. 

Flere plejehjem bruger også BPSD-modellen (BPSD: Behavioral and Psychological Symptoms of Dementia). Denne metode understøtter en systematisk og individuelt målrettet indsats for at forbedre trivsel og livskvalitet blandt beboere med ændret adfærd og psykiske symptomer.

Læs også: Sundhedsstyrelsens beskrivelse af BPSD-modellen

Husk de pårørende

For at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin kræver det, at medarbejderne har de nødvendige demensfaglige kompetencer, og at de har den tid og de ressourcer, der er brug for; Men det er også vigtigt systematisk at inddrage og samarbejde med de pårørende.

De pårørende kender den demensramte og kan bidrage med værdifuld viden om livshistorie, vaner og meget mere. 

Langvarigt forbrug skal udfases

Selvom ikke-medicinske tiltag er første prioritet, er der tilfælde hvor medicinsk behandling kan være nødvendig hos det fåtal af mennesker med demens, der er svært forpinte og psykotiske eller er til fare for sig selv eller andre. 

På grund af de alvorlige bivirkninger skal antipsykotisk medicin dog altid holdes på en minimum og tidsbegrænset. Alle ordinationer af antipsykotika bør derfor evalueres efter et par uger. 

Ældre Sagen foreslår at:

• Ledelsen i kommuner og regioner sikrer systematisk implementering af evidensbaserede modeller fx BPSD-modellen
• Ledelsen i kommuner og regioner sikrer, at alle relevante medarbejdere har den nødvendige faglighed samt de nødvendige ressourcer og tid til udredning af somatiske forhold, der kan give anledning til ændret adfærd og psykiske symptomer hos mennesker med demens. Brug af ikke-medicinske metoder, der styrker trivsel og livskvalitet.
• Der etableres systematisk samarbejde mellem almen praksis og ældreplejen i forhold til revurdering, reduktion og ophør af antipsykotisk medicin, herunder hyppige medicingennemgang hos ældre med et højt medicinforbrug.

• Kommunerne styrker tværfagligheden ved at ansætte flere pædagoger, ergoterapeuter, psykologer, sjælesørgere, musikterapeuter, der kan tilgodese behov for psykisk, social, sanselig og eksistentiel støtte og omsorg.

Læs også: Mere omsorg, mindre medicin