Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

10-punkts plan

Læs Ældre Sagens 10-punkts plan for et godt og værdigt liv på plejehjem.

Ældre Sagen finder det positivt, at regeringen vil føre en ældrepolitik med afsæt i Ældrekommissionens grundlæggende værdier. Som følge deraf bør regeringen sikre, at kommunerne gennemfører kommissionens 43 anbefalinger. Derudover vil Ældre Sagen pege på følgende ti punkter:

  • Opnormering – Bedre normeringer, så medarbejderne har tid til at udføre arbejdet på en måde, der understøtter beboernes sociale liv, sundhed og værdighed. Der bør især være flere medarbejdere i aften- og nattetimerne samt i weekender og ferier. Men også flest muligt fastansatte medarbejdere for at sikre kontinuitet og trygge relationer.
  • Kompetenceløft hos plejepersonalet – Hovedparten af beboerne på landets plejehjem er stærkt fysisk og/eller psykisk svækkede, de fleste har en demenssygdom og et komplekst sygdomsbillede. Derfor bør kompetencer styrkes sygeplejefagligt indenfor demens, palliation og kost/ernæring. Også de relationelle kompetencer bør styrkes.
  • Kvalitetsløft i ledelserne – God ledelse er alfa og omega. Ledelsen skal gå forrest og vise det gode eksempel, sikre et godt arbejdsmiljø, en god organisering samt trivsel både for medarbejdere og beboere.
  • Indflydelse på eget liv – Det skal sikres, at den enkelte beboer får sine grundlæggende behov dækket, som f.eks. at komme i bad, når man har brug for det og mulighed for at komme ud i den friske luft. Individuelt tilpasset pleje og omsorg understøtter et værdigt liv, når man er blevet afhængig af hjælp fra andre.
  • Fortsat fokus på demens – Det skal sikres, at de gode tiltag i Demenshandlingsplanen bliver ført ud i livet i kommunerne. Alle kommuner skal blive demensvenlige, og alle plejeboliger demensindrettes og demenssikres. Udbred projektet med et demensrejsehold og brug de gode erfaringer.
  • Frisklavet mad for livskvalitet, mod underernæring – Maden på plejehjem skal være frisklavet, velsmagende og tilpasset den enkeltes behov. Det skaber livskvalitet, sundhed og trivsel, og det forebygger og bekæmper underernæring, som er et udbredt problem på plejehjem.
  • En værdig afslutning på livet – Den døende skal tilbydes lindrende behandlinger og støtte og rammer, som kan tilgodese et værdigt terminalforløb.
  • Udbred ordningen med plejehjemslæger – Det skal sikres, at alle plejehjem har en fast tilknyttet plejehjemslæge, som rådgiver personalet og skaber kontinuitet og kvalitet i plejen. Processen med at udbrede ordningen er i gang men bør gå langt hurtigere.
  • Plejeombudsmand – Der kan gribe ind over for omsorgssvigt og manglende værdighed.
  • Værdighedspolitik – Det skal sikres, at midler fra værdighedsmilliarden reelt er en ekstra tilførsel af midler, der sikrer en værdig ældrepleje og ikke anvendes til at lukke huller i de kommunale budgetter. Midlerne skal bruges til at virkeliggøre den værdighedspolitik, kommunen har formuleret.

Et godt og meningsfyldt liv på plejehjem

Livet må ikke gå i stå, fordi man bor på plejehjem. Et plejehjem skal være et sted, hvor man har lyst til at komme – og ikke en nødbolig.
Læs hele synspunktet om plejehjem

Sidst opdateret 03.05.2024