Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Plejeboliger 2020

Ældre Sagens analyse af udviklingen i plejeboliger 2020

I 2020 var der samlet set 46.197 plejeboliger (se Boks 1 for definition), og tallet er omtrent det samme som i 2010. Fordelingen mellem plejeboliger og plejehjem har ændret sig markant siden 2010. I forhold til 2010 var andelen af plejeboliger i 2020 langt større, mens andelen af plejehjem var lavere.

Selvom det samlede antal plejeboliger har været stabilt siden 2010, så er antallet af 80+ årige steget med 19,7 pct. Siden 2010 har dækningsgraden derfor været faldende for de 80+årige, og den er faldet fra 20,1 pct. i 2010 til 17,0 pct. i 2020. I samme periode faldt dækningsgraden fra 5,1 pct. til 4,0 pct. for de 65-79-årige. Dækningsgraden for de 80+årige varierer meget på tværs af kommunerne fra 7,0 pct. i Vallensbæk Kommune til 27,6 pct. i Svendborg Kommune.

 

En langt større andel af de 80+årige bor i en plejebolig i forhold til de 65-79-årige. For begge grupper er andelen, der bor i plejebolig, faldet de sidste 10 år. Der er dog især sket et markant fald i andelen af 80+årige, som bor i en plejebolig. I 2010 var andelen 13,4 pct., mens andelen var 10,6 pct. i 2020. Andelen af 65-79-årige, som bor i en plejebolig, faldt fra 1,5 pct. til 1,3 pct. mellem 2010 og 2020.

 

Boks 1

Det samlede antal plejeboliger omfatter tre forskellige slags boliger:

  • Plejehjem: Et plejehjem er en institution, hvor der er fast tilknyttet personale og serviceareal. Plejehjem er efter serviceloven.
  • Plejebolig: En plejebolig er en bolig, hvor der er fast tilknyttet personale og serviceareal. Plejeboligerne er kommunalejede. Den væsentlige forskel mellem plejehjem og plejeboliger er, at beboerne er lejer af en plejebolig. Plejeboliger er efter almenboligloven.
  • Friplejebolig: En friplejebolig er en udlejningsbolig og har fast tilknyttet personale og serviceareal. Friplejeboligerne er selvejende. Friplejeboliger er efter almenboligloven.

Dækningsgrad: Dækningsgraden er andelen af en aldersgruppe, der har mulighed for at få en plejebolig.


Et godt og meningsfyldt liv på plejehjem

Ældre Sagen arbejder for, at alle beboere på landets plejehjem sikres et meningsfyldt liv i trygge rammer.
Læs mere om mærkesagen plejehjem

Sidst opdateret 25.03.2022