Vanvittigt: Kommuner afsætter igen færre penge til hjælpemidler
Kompressionsstrømper, rollatorer og fodindlæg er alle eksempler på hjælpemidler, der har afgørende betydning for ældres mulighed for at leve et værdigt liv og klare sig selv.
Ældre Sagen har i en ny analyse med tal fra Danmarks Statistik gennemgået de kommunale budgetter for 2026, og kan konstatere, at der nu er sparet 300 mio. kr. i budgettet til hjælpemidler mv. siden 2018.
Det er ikke i orden. Det er uacceptabelt. Og det er i strid med Ældrelovens intentioner om mest mulig livsglæde og selvhjulpenhed hos ældre.
Der er ingen, der anmoder om hjælpemidler uden at have brug for det.
Succes at loven ændres
Ældre Sagen har gentagne gange gjort opmærksom på de problemer, som f.eks. mangelfuld bevilling af kompressionshjælpemidler har medført.
Vi har gjort opmærksom på de mange sager, hvor ældre med behov for kompressionsstrømper har været kastebold mellem kommuner og regioner - hvor begge myndigheder har afvist at udlevere de nødvendige kompressionshjælpemidler, selv om den ældres behov klart har været der.
Ældre Sagens henvendelse til Ankestyrelsen i 2023
Den problematik er det nu endelig lykkedes at få politikerne på Christiansborg til at gøre noget ved. Netop nu er et lovforslag i høring, som ikke efterlader nogen tvivl om, at kommunerne også kan bevilge kompressionshjælpemidler.
Men når politikerne på Christiansborg løser ét problem via ny lovgivning, skaber den kommunale budgetlægning udfordringer.
Kommunerne skal bakke op
Det giver ingen mening, at kommunerne på samme tid skærer på det budget, der skal bruges til indkøb af hjælpemidler - og så i en tid, hvor antallet af ældre er steget og fortsætter med at stige.
Det siger sig selv, at der skal afsættes et realistisk beløb i budgettet, så det bliver muligt at bevilge de nødvendige hjælpemidler.
For Ældre Sagen er det helt uacceptabelt og uforståeligt, at kommunerne sparer på hjælpemiddelområdet. Rette hjælpemidler kan gøre ældre (mere) selvhjulpne og selvstændige i hverdagen, spare hjemmehjælpstimer som i forvejen er pressede og give en større grad af livskvalitet, fordi ældre i større grad kan klare sig selv og være uafhængige af andre.
Så det er ikke det rette sted at spare. I en tid med mangel på hænder giver det slet ingen mening. Der er ingen mennesker, der ansøger om hjælpemidler, hvis man ikke har behov for det.
Ældre Sagens analyse om budget til hjælpemidler.
'Ældre i tal' med Ældre Sagens samlede analyse af kommunernes budgetter på ældrerådet, hvor ældreudgifterne pr. 80+-årig falder i 91 ud af 98 kommuner i 2026.