Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Knap 50 procent flere henvendelser om omsorgssvigt

Ældre Sagen deltager i dag i en høring på Christiansborg for at gøre opmærksom på et alvorligt og voksende problem i ældreplejen.
28.01.2026

I løbet af 2025 har Ældre Sagens rådgivning modtaget op mod 50 procent flere henvendelser om omsorgssvigt end tidligere.

– Det her er ikke enkeltsager. Det er et mønster. Og det er dybt bekymrende, siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen. 

I Ældre Sagen anerkender man, at medarbejdere i hjemmeplejen og på plejehjem hver dag gør deres bedste for at yde en professionel og omsorgsfuld indsats. Men henvendelserne til rådgivningen fortæller samtidig en anden historie om situationer, hvor plejen ikke slår til, og hvor ældre mennesker svigtes. 

Henvendelserne er gennem flere år blevet indsamlet som vidnesbyrd og blev i september 2025 overrakt til Folketingets Ældreudvalg. Siden da er udviklingen kun gået i den gale retning. 

– Når vi på bare et halvt år ser en stigning på op mod 50 procent i henvendelser om omsorgssvigt, så er det et klart signal om, at presset i ældreplejen er blevet for stort. Det her handler om strukturelle problemer, som kræver politisk handling, siger Bjarne Hastrup. 

En historie blandt mange 

Ved høringen deler Ældre Sagen blandt andet historien om Pia og Søren, begge 77 år og gift gennem 52 år. Efter et langt sygdomsforløb og flere hjerneblødninger flyttede Søren på plejehjem for at aflaste Pia, der i årevis selv havde stået for plejen. 

Men kort efter indflytningen begyndte problemerne. Søren fik svært ved at spise, tabte sig drastisk og blev ikke mødt med den nødvendige pleje på trods af gentagne henvendelser fra Pia, der selv er uddannet sygeplejerske. 

– Det er hjerteskærende at høre om et menneske, der taber 10 kilo på få måneder, er sulten og tørstig og ikke får dækket de mest basale behov. Det er ikke værdigt. Og det er ikke sådan det skal være på et plejehjem, siger Bjarne Hastrup. 

Ifølge Pia blev hendes mand efterladt uden tilstrækkelig hjælp, uden stimulation og til tider uden personale til stede i længere perioder. Samtidig oplevede hun modstand og manglende respekt, når hun forsøgte at råbe op. 

– Ofte er det de pårørende, der kontakter os. Mennesker i dyb afmagt, præget af sorg, vrede og frustration. De har gjort alt det rigtige og alligevel står de tilbage med følelsen af at svigte dem, de elsker, siger Bjarne Hastrup. 

Det er ikke nok med en ny ældrelov 

Ældre Sagen peger på, at den nye ældrelov er et skridt i den rigtige retning, men langt fra tilstrækkelig. 

– Jeg har stor respekt for, at politikerne har ønsket at handle. Men jeg er nødt til at sige det klart. Det er ikke nok med den lov. Den løser ikke de dybt ulykkelige situationer, vi ser igen og igen, siger Bjarne Hastrup. 

Organisationen opfordrer blandt andet til, at ordninger mod omsorgstræthed udbredes til alle plejehjem og hjemmeplejen, at der indføres en ældreombudsmand, og at de midler, der afsættes til ældreområdet, faktisk bruges til formålet i kommunerne. 

– Det er helt uacceptabelt, at 91 ud af 98 kommuner skærer ned på ældreområdet. Hvis vi vil undgå flere historier som Pia og Sørens, kræver det, at vi prioriterer ældreplejen ikke bare i ord, men i handling, siger Bjarne Hastrup.

Kontakt

Presse

Kontakt Ældre Sagens pressetelefon på +45 7020 3031.

Et godt og meningsfyldt liv på plejehjem

Beboere på landets plejehjem skal have adgang til et værdigt og meningsfyldt liv i gode og trygge omgivelser.
Læs hele mærkesagen om plejehjem
Pårørende

Viden og støtte til pårørende

Find viden, råd og vejledning i Ældre Sagens Pårørendeguide. Guiden er til dig, der har brug for hjælp og gode råd i en tid, der ikke er let. Den er til dig, der lige er blevet pårørende og dig, der har været det længe.

Sidst opdateret 30.01.2026