Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Fødevarecheck letter presset på ældres økonomi

Ældre Sagen har presset på for hurtig hjælp til de mange hårdt ramte pensionister og glæder sig over dagens aftale om en fødevarecheck.

Lang tid med stigende fødevarepriser har ramt især økonomisk svage ældre, men alle ældre har mærket prisstigningerne. Ældre Sagen har presset på for hurtig hjælp til de mange hårdt ramte pensionister og glæder sig over dagens aftale om en fødevarecheck.

Læs det bekymringsbrev, som Ældre Sagen og flere partnere har sendt til erhvervsminister Morten Bødskov

”Selvom fødevarechecken rammer bredt, vil der desværre stadig være nogle, der oplever, at de bliver forbigået. Men checken vil være en god hjælp for rigtig mange pensionister. Det er vi naturligvis glade for. Der er brug for pengene, og derfor forventer vi, at politikerne prioriterer, at den bliver udbetalt hurtigt”, siger Bjarne Hastrup, direktør for Ældre Sagen.

Ikke alle får den hjælp, de ønsker

Fødevarechecken på 2.500 kroner bliver en skattefri engangsudbetaling i maj måned uden modregning. Det vil ikke helt dække udgifterne ved de højere fødevarepriser, men checken vil være en god hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen.

”Vores undersøgelser har tydeligt vist os, hvor meget de stigende fødevarepriser igennem flere år har presset økonomien for mange pensionister. Derfor har vi længe efterlyst politisk handling, og vi vil gerne kvittere for den aftale, der er landet i dag. Nu vil vi opfordre til, at checken bliver sendt ekspres ud til de pensionister og andre, der har hårdt brug for hjælpen her og nu”, siger Bjarne Hastrup.

Ældre Sagen dokumenterede i efteråret 2025, at seks ud af ti ældre er bekymrede over de stigende fødevarepriser, og at de økonomisk svageste pensionister springer måltider over på grund af prisstigningerne.

Læs også Ældre Sagens undersøgelse af effekten af de stigende fødevarepriser

Sidst opdateret 27.01.2026