Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Transport

Ældre har også krav på gode transportvilkår

Nyt og dårligere basiskort: Kun hver tredje stander overlever

Kun 7.000 tjek-ind-standere skal erstatte de 19.000, der i mere end ti år har stået på togstationer og i busser og bippet, når man tjekkede ind eller ud med sit Rejsekort. Det er alt for få standere, konstaterer Ældre Sagen.

Hvis du stadig går rundt med det blå Rejsekort i din pengepung eller taske, kan du den 1. juli ikke længere bruge det. Det er overtaget af det nye Basiskort eller rejsekort-appen på mobiltelefon.

Ikke alle er tilfredse

185.000 danskere har indtil videre bestilt et basiskort. Men ikke alle er lige tilfredse med erstatningen for det blå Rejsekort. I hvert fald ikke Bodil Henriksen fra Vallensbæk.

– Det er rigtig kompliceret med basiskortet. Man skal tjekke ind og ud hver gang, man stiger på og af. Det er tidskrævende. Og hvor finder jeg de få gule checkpunkter, der er placeret på stationerne og i busserne? Der er nemlig langt færre basiskort-standerne, og man kan ikke få øje på dem, siger Bodil Henriksen.

Bodil Henriksen kan godt finde ud af at bruge appen. Men hun synes ikke, man skal undskylde, at man har et basiskort. Basiskortet er desværre væsentligt ringere for dem, der er afhængig af et fysisk kort. Bodil Henriksen håber, at man lytter til kritikken og sætter flere og meget mere synlige checkpunkter op til dem, der har brug for dem.

Ældre Sagen: Det er forskelsbehandling

Ældre Sagen har siddet med i DSB og de ørige trafikselskabers inklusionsudvalg og har hele tiden trukket i den retning, hvor erstatningen for Rejsekortet blev så brugervenlig som muligt. Derfor skuffer det chefkonsulent Louise Kambjerre Scheel, at DSB ikke har lyttet mere.

– De, der er afhængig af offentlig transport, oplever det som svært tilgængeligt at tjekke ind og ud, fordi der ikke er standere nok. Hvis man er gangbesværet, er der virkelig langt mellem standerne. Det kan i sidste ende afholde nogle fra overhovedet at rejse med tog. DSB skal jo gøre det så let som muligt for alle danskere at benytte den offentlige trafik, og ikke kun dem, der har deres billet på mobilen. Ellers er der tale om forskelsbehandling, siger hun.

Ikke-digitale presses ud
Ifølge Ældre Sagen er situationen ikke en enlig svale i konsekvenserne af den digitale udvikling. Tværtimod er den blot endnu et eksempel på, at ikke‑digitale mennesker presses længere og længere ud af samfundets fælles løsninger.

– Vi har i løbet af de seneste år set flere eksempler på, at ikke-digitale rammes hårdere end andre. Vi kæmper stadig med konsekvenserne af et postvæsen, der heller ikke havde løsningerne til de ikke-digitale klar til tiden, siger Louise Kambjerre Scheel.

Læs også:

Sådan rejser du med offentlig transport

 

Sidst opdateret 10.07.2026