Billede af to damer, der benytter hjælpemidler.

Hjælpemidler

Få hjælp til selv at klare hverdagens gøremål

Sådan får du høreapparat

få gode råd til, hvordan du får et høreapparat, der passer til dig og dine behov.

Hvis du har et høretab på et eller begge ører, kan det være, at du kan have gavn af at få et høreapparat.

Det er en god idé at starte med at få dine ører undersøgt hos en ørelæge, så du finder ud af, hvad problemet er. Om der er et problem.

Venter med at få hørelsen undersøgt

For mange er det svært, når hørelsen begynder at drille. Og det er heller ikke unormalt at gå i lang tid med dårlig hørelse, før man får taget mod til sig og vedkender sig, at der kan være et problem.

Nedsat hørelse kan desværre gå udover livskvaliteten og glæden ved at være sammen med andre. Derfor kan det være usundt at gå i lang tid uden at undersøge problemet.

Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens kan nedsat hørelse for nogle mennesker medføre demens. Det gælder langt fra for alle, og en demensdiagnose kommer sjældent af én men ofte af flere årsager.

Læs om høretab og demens hos Nationalt Videnscenter for Demens

Nedsat hørelse er en af de risikofaktorer du kan påvirke, blandt andet ved at få høreapparat, hvis det er det, du har brug for.

Du kan få tilskud til høreapparat

Det er et krav, at du får undersøgt din hørelse af en ørelæge, og at ørelægen giver dig en henvisning til en hørespecialist, hvis du skal have tilskud til dit høreapparat. Det gælder, uanset om du vælger at få høreapparat i offentlig eller privat regi.

Du skal ikke have en henvisning fra din egen læge for at gå til ørelægen.

Sådan foregår høreprøven

Ørelægen kigger i dine ører og laver en høreprøve. Ældre Sagens lokalafdelinger tilbyder mange forskellige former for hjælp, vejledning, kurser, aktiviteter og arrangementer, du kan benytte dig af. Det meste er gratis. Kontakt din lokalafdeling.

Til selve høreprøven sidder du med høretelefoner på i et lydisoleret rum. Der bliver spillet forskellige lyde for dig. Når du hører en lyd, trykker du på en knap. Det, du registrerer, er med til at bestemme det, man kalder, din hørekurve.

Når ørelægen kender typen og graden af dit høretab, kan hørespecialisten pege på, hvilken type af høreapparat, du har brug for.

Høreapparat i offentlig eller privat regi

Du kan vælge at få høreapparat i offentligt eller privat regi. Der er fordele og ulemper ved begge.

Du kan frit vælge, hvilken klinik du vil have hjælp hos. Og du kan få tilskud fra det offentlige, uanset hvad du vælger. 

Offentlig høreapparatbehandling sker på sygehusets høreklinik eller audiologisk afdeling eller hos en praktiserende ørelæge, hvis regionen henviser til det.

Privat høreapparatbehandling sker hos en privat forhandler, der er godkendt til at sælge høreapparater.

Læs også: Sådan søger du tilskud til dit høreapparat

Hvis du vælger høreapparat i offentlig regi:
  • Du får udleveret høreapparater gratis.
  • Der kan være lang ventetid på behandling og til justeringer.
  • Der kan være lang transport til behandlingsstedet.
  • Du kan ikke altid selv vælge model og egenskaber. Det gør behandlingsstedet.
  • Mister du dine høreapparater, kan der være lang ventetid på nye. Husk, at du i princippet er erstatningspligtig for de tabte.

Hvis du vælger høreapparat i privat regi:

  • Der kan være kort ventetid, når ørelægen har godkendt dig til høreapparat, og til justeringer.
  • Der er kort afstand til en behandler.
  • Du kan selv vælge model og egenskaber for dit høreapparat.
  • Du kan forvente, at der er en egenbetaling ud over det, du kan få i tilskud fra det offentlige.
  • Du kan tegne en forsikring på dine høreapparater, eller få en garantiordning via forhandleren, hvis du mister dine høreapparater. Tjek det med din forsikring og din forhandler, inden du køber høreapparaterne.

Husk, at du først skal betale til dit høreapparat, når du har fået bevilliget dit tilskud.

Læs mere om, hvordan du søger om hjælpemidler til hverdagen

Sådan får du skiftet dit høreapparat

Et høreapparat skal gerne kunne holde fire år eller længere.

Har du høreapparat fra det offentlige sundhedsvæsen, udskifter de det, hvis der er behov for det.

Er dit høreapparat fra en privat forhandler, skal der som regel gå fire år, før du kan få tilskud fra det offentlige til at få det udskiftet. Du har mulighed for at få nye høreapparater tidligere, hvis din hørelse bliver dårligere inden for de fire år. 

 

Sidst opdateret 05.03.2019