EFTERLADT
En ældre kvinde ligger fanget i sin egen krop på det kolde plankegulv.
Et barnebarn opdager, hvorfor hendes farmor ikke har givet livstegn i flere dage.
En mand må overleve ved at drikke en smule vand, han kan slikke op fra badeværelsets fliser.
Skal ældreplejen lyde som en krimi?
Det spørgsmål stiller Ældre Sagen, der har udgivet bogen EFTERLADT.
Bogen består af 13 korte krimifortællinger, der er baseret på virkelige vidnesbyrd fra mennesker, der har oplevet omsorgssvigt i ældreplejen og henvendt sig til Ældre Sagens rådgivning.
Ved hjælp af krimiens form bliver virkeligheden spejlet på en ny måde.
Ikke for at underholde, men for at tydeliggøre, hvor alvorlige og grænseoverskridende hændelserne er.
Af hensyn til de involverede er navne, steder og handling dramaturgisk bearbejdet. Af respekt for de berørte er detaljerne i omsorgssvigtene gengivet som fortalt til Ældre Sagens rådgivning.
Oda til fange
“Tag jer nu sammen, ben.” I det samme, jeg slipper armlænene, svæver jeg et øjeblik. Tiden står stille. Mine ben tilhører ikke mig selv lige nu. For de lytter ikke.
Hele verden tipper, og gulvet kommer flyvende imod mit ansigt. Stuen vender anderledes, da jeg åbner øjnene. Trægulvet er koldt mod min kind. En fjern smerte nærmer sig. Min vejrtrækning hiver.
“Vi må jo hellere se at komme op herfra”, siger jeg til mig selv, som om, der er to Odaer. Oda, der er klodset og falder, og Oda, som rejser sig og får styr på denne lille pinlige affære igen.
Efterladt
En notifikation gør min telefon til en natlampe i mørket. Wordfeud.
Den fortæller, at jeg har vundet over farmor. Har det, som om nogen har rodet med verdensordenen. Det må være en systemfejl.
Klokken er 6.25. Hun plejer at have lagt et ord klar, før jeg vågner.
Et lille angreb. En forkortelse, ingen andre forstår. En triumferende emoji, som hun aldrig helt har lært at dosere.
I dag er der ingenting. Sådan har det været tre morgener nu. 72 timer er gået. Automatisk nederlag.
Det sidste ord, hun lagde, var “Beskidt.” Hun lagde B’et på et dobbbeltord-felt. Lod det glide ind over “ED”, så der stod “EDB”. Hun grinede sikkert for sig selv. Jeg kan næsten høre hende. Den lille, hæse latter. “Beskidt EDB.” Så tavshed.
Søvnløs
Far?” spørger jeg ind i mørket. “Hvad laver du?”
Han vender sig langsomt mod mig, forsigtigt, som en mand, der har mistet tilliden til sin egen krop.
“Samuel?” Han lyder overrasket, men så vender han sig tilbage mod mørket. “Jeg leder efter Solveig.”
Han leder efter mor igen. Men mor er død. Det har hun været i mange år. Jeg savner hende hver dag. Især her om natten, i mørket, når far vandrer hvileløst rundt og spørger efter hende. Samtidig er jeg glad for, at hun ikke er her. At hun ikke skal se far sådan her, helt forvirret og usikker.
“Kom far”, sukker jeg. “Hun er gået i seng. Lad os gå ind til hende.”
Aftrykket af et menneske
Hans briller ligger sammenfoldede på natbordet. Det halvfyldte vandglas har en fedtet halvmåne dér, hvor en mund har drukket
fra.
Høreapparaterne hviler i deres plastikhylster. Dynen ligger på gulvet halvt ude af sit betræk som et dyr, der er ved at skifte ham. Hovedpuden er trykket flad i den ene side. Stoffet er mørkere dér, hvor hans hoved har hvilet.
Selma går helt hen til sengen. Midt på madrassen er fordybningen. En oval sænkning i skummet. Et aftryk efter en krop, som har ligget der længe.
Den brune lænestol
Tirsdag d. 3. marts
Kære dagbog
JEG HAR FÅET SOLODANSEN!
Vi sad i en cirkel efter træning. Alle var helt røde i hovederne og svedige, og Katrine stod midt på gulvet og kiggede rundt på os.
Så sagde hun mit navn. Jeg troede først, hun lavede sjov. Rosa skreg så højt, at alle begyndte at grine, og hun kastede sig om mig bagfra, så jeg næsten væltede.
Jeg får 32 takter helt alene. Jeg ringede til mor i bussen hjem. Hun begyndte straks at snakke om, hvem der skulle komme og se det.
Jeg sagde, at det vigtigste er, at morfar kommer. Han sidder altid helt fremme.
Den fremmede i sengen
Kvinden på billedet smiler til mig. Hendes tandpastasmil stråler om kap med den lyse page. Ikke et hår sidder forkert. Blankt af hårlak.
Den figursyede top, der strammer hendes barm op. Det matchende perlebælte markerer hendes slanke talje. En enkelt solbrun læg titter frem under det klokkeformede skørt. Skinnende laksko i en passende hælhøjde.
Lædertasken, marineblå. Neglene, postkasserøde, altid mandelformede.
1963, forår, skrevet med fyldepen.
Jeg får øje på de hænder, der holder billedet. Mine hænder. Opsvulmede af medicinen og bulende blodårer.
Robotterne kommer
En bredskuldret silhuet dukker op i det matterede vindue i hoveddøren. Så forsvinder den igen. Den passerer flere gange på svalegangen udenfor.
“Skal den herind”, når Margit akkurat at tænke.
Så rykker det i dørhåndtaget. Tre gange. Silhuetten bliver stående. Så kommer den tættere på glasset. Hun kan fornemme, at ansigtet kigger ind i entréen og videre ind i stuen, hvor Margit sidder. Gad vide, om skikkelsen kan se hende.
Margit råber, at man bare skal skubbe til. Døren giver en stump lyd, og en stråle af lys breder sig fra åbningen. En hånd, der vidner om mange års fysisk arbejde, tager et fast greb om indersiden af døren.
De sagde, de ville komme
Han var skiftet fra drop til piller. Sygeplejersken kom med medicin og saftevand i en plastikkop tre gange om dagen.
Han var også begyndt at kunne spise selv. Frikadeller og kogte kartofler blev langsomt skåret i tern, tygget omhyggeligt og sunket.
Sygeplejerskerne roste ham for hans gode appetit. De klemte hans overarm og strøg ham over panden. Det gjorde ham godt. Han var ikke vant til så meget menneskelig kontakt.
Sat på sidelinjen
FÆLLESTRÅD – 3 PERSONER
Lars: Har nogen af jer været ved far i dag?
Søsser: Ikke i dag. Var der i går efter arbejde.
Lars: Hvordan var han? Havde han stadig smerter?
Søsser: Ja! Og så var han træt. Mere end normalt.
Lars: Hvordan mere?
Søsser: Hmm. Svært at forklare. Har kiggede ikke rigtig op, da jeg kom ind. Men det har været sådan længe. Og Lars ... Han er blevet SÅ tynd.
Lars: har godt tænkt over det. Sagde han mere om smerten?
Søsser: han pegede ned og sagde, det gør ondt. Han løs ret hjælpeløs. Slet ikke som far.
Bormand: Lad os nu ikke drage forhastede konklusioner igen. Far er nok bare træt? Og er det ikke almindeligt, at gamle mennesker har ondt?
I medgang og modgang
12. juni 1965 – Tønder kirke
“Ligeså tilspørger jeg dig, Aase Kjærgaard. Vil du have Bent Falk Rasmussen, som hos dig står, til din ægtemand?”
“Ja.”
“Vil du elske og ære ham og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer?”
“Ja.”
Gæsterne på kirkebænkene smiler, og i samme øjeblik strømmer gnistrende lykkefølelser igennem Aase og Bents kroppe.
Aase ser gnisterne og kærligheden i Bents brune øjne. Han er det smukkeste menneske med den fineste og reneste sjæl, hun nogensinde har mødt. Det er, som om hun svæver, og solen lyser ind i hendes bryst.
Lige nu findes intet ondt.
Stille i den anden ende
Biiiip. Biiiip. Biiiip.
Kim: “Ja ja, et øjeblik, så skal jeg være der.
Skal lige have styr på apparatet her.”
Anna: “Godmorgen, Kim. Kan du høre mig?”
Kim: “Lige et øjeblik. Ja, så er jeg her. Hvem er det?”
Anna: “Det er Anna. Din ven, Anna.”
Kim: “Annaaa. Der har vi dig jo. Jeg var lige ved at tro, du havde glemt mig.”
Anna: “Klokken er ni om morgenen, Kim.”
Kim: “Vi er nogle, der har været oppe siden klokken seks.”
Anna: “Hvis du vil snakke kl. seks om morgenen, så må du blive venner med en malkeko. Jeg skal have min skønhedssøvn, gamle dreng.”
Skriget fra den anden side
Jeg lister ind på Morgenkilden. Det er onsdag formiddag.
I opholdsstuen sidder en ældre herre med et halvt øje på Billedbladet og et halvt øje på et spil bridge ved nabobordet, der nærmer sig sit klimaks.
Før jeg træder ind på mors værelse, kan jeg ikke lade være med at studse over den mærkelige stemning, som siver ud fra den halvåbne værelsesdør på den modsatte side ad gangen.
“Lige på slaget”, lyder det begejstret fra hjørnet af mors værelse.
Det er fire dage, siden jeg sidst har set min mor. Hendes toneleje fortæller mig, at hun er i godt humør.
Den lette kiste
Kisten burde veje mere.
Det er det eneste, Aksel kan tænke. Det er min far, der ligger derinde, insisterer han over for sig selv. Men han kan kun tænke, at den er for let. Han går som forreste mand på venstre side af kisten. Broren går til højre for ham. To fra bedemandsbutikken bag dem. Fire mænd og en kiste, der vejer for lidt.
Aksel forsøger at huske sin far, ligesom små børn hævder deres fædre i skolegården. Den største og stærkeste far. Far, der kunne
fikse biler og konflikter i familien. Far, som kunne sætte slemme folk og vægophængte reoler nøjsomt på plads.
Aksel kæmper for at huske den far. Men alt, hvad der er sket de sidste tre måneder, står i vejen.