Log ind
Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Forhøjelse af ydelsen på tidlig pension

Høringssvar vedr. udkast til lovforslag om ændring af lov om social pension (Forhøjelse af ydelsen på tidlig pension og fastholdelse af tilgangsalder i tidlig pension for årgang 1963-1965)

Ældre Sagen støtter forhøjelsen af ydelsen på tidlig pension med 3.095 kr. om måneden, så satsen stiger til 18.745 kr. (2026-niveau). Det er en tiltrængt forbedring af den økonomiske tryghed for dem på tidlig pension. Men det er ikke holdbart, at det alene er årgang 1963-1965, der får en midlertidig fastholdelse af tilgangsalderen, mens der ikke er taget stilling til årgang 1966 og fremefter.

Danskerne skal kende deres pensionsalder i god tid og have sikkerhed omkring den, så de kan planlægge deres tilbagetrækning. Løbende, årgangsspecifikke undtagelser giver ikke den sikkerhed og efterlader kommende årgange i uvished om, hvornår og på hvilke vilkår de kan trække sig tilbage. I høringssvaret understreger vi derfor vigtigheden af, at der hurtigst muligt skabes en mere permanent og gennemskuelig løsning for alle årgange.

Vi er samtidig bekymrede for, at lovforslaget bruger PensionsInfo til at opgøre pensionsformuen for det fjerde år med tidlig pension. PensionsInfo er ikke lavet til administrativ sagsbehandling, men til at give borgerne overblik over egne pensioner. Der er ikke pligt til at levere oplysninger dertil, ingen garanti for, at oplysningerne er korrekte, og de kan være ukomplette. Risikoen for fejl lægges dermed over på den enkelte borger, som selv skal opdage og supplere manglende oplysninger og samtidig erklære, at de er fyldestgørende. Ældre Sagen frygter derfor de retssikkerhedsmæssige konsekvenser af lovforslaget.

En tryg økonomi for alle pensionister

Ældre Sagen arbejder for et pensionssystem, der sikrer en tryg økonomi for alle pensionister i Danmark. Derudover skal den enkelte pensionist have mulighed for at tilpasse økonomien efter egne muligheder, ønsker og behov.
Læs mere om mærkesagen pension

Sidst opdateret 28.09.2026