Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Bedre vilkår på midlertidige kommunale pladser

Flere kan se frem til gratis ophold, gratis medicin og større tryghed på midlertidige kommunale pladser. Det er resultatet af flere års politisk arbejde, som Ældre Sagen har bidraget til.

Problemet

I dag bliver mange ældre udskrevet fra hospitalet langt tidligere end før i tiden. Hvis man fortsat har brug for pleje og behandling, men ikke længere har behov for en hospitalsindlæggelse, kan man komme på et midlertidigt kommunalt ophold.

Mange har skullet betale for opholdet, medicin eller transport – udgifter, de ikke ville have haft under en hospitalsindlæggelse. Det har skabt ulighed, utryghed og et urimeligt postnummerlotteri for ældre.

Vilkårene for midlertidige kommunale ophold varierer afhængigt af, hvor i landet man bor. Nogle steder er der læger og høj sundhedsfaglig kvalitet. Andre steder mangler både lægedækning og ensartede kvalitetskrav.

Det gjorde Ældre Sagen

Ældre Sagen har gennem flere år arbejdet for, at midlertidige kommunale pladser skal tilbyde samme tryghed og grundlæggende vilkår som et ophold på sygehus.

Vi har påvirket den politiske debat før, under og efter arbejdet med sundhedsreformen og har gentagne gange peget på behovet for:

  • ensartet sundhedsfaglig kvalitet
  • fast tilknyttede læger
  • gratis medicin under opholdet
  • ret til befordring afskaffelse af brugerbetalingen.

Vi har fastholdt, at ældre ikke skal betale for nødvendig behandling, bare fordi den foregår i kommunen og ikke på sygehuset.

Det opnåede Ældre Sagen

Med sundhedsreformen og de efterfølgende politiske aftaler er der nu taget flere afgørende skridt i den retning, som Ældre Sagen har arbejdet for.

Fra 1. januar 2027 etableres nye sundheds- og omsorgspladser, hvor der bliver:

  • ingen brugerbetaling for opholdet
  • gratis medicin under opholdet
  • ret til befordring og befordringsgodtgørelse på linje med sygehusbehandling
  • fast tilknyttede læger
  • krav om sygeplejefaglige og terapeutiske kompetencer.

Det betyder større tryghed og mere ensartet kvalitet for ældre – uanset hvor i landet man bor.

Det kæmper vi for

Ældre Sagen vil fortsat følge implementeringen tæt. Vi arbejder for, at de nye sundheds- og omsorgspladser lever op til intentionerne om høj faglig kvalitet, lige adgang og værdig behandling over hele landet.

Vi vil samtidig arbejde for, at reformen bliver omsat til bedre oplevelser for de ældre, der har brug for et midlertidigt ophold.

Baggrund

I takt med at hospitalsindlæggelser er blevet kortere, har kommunernes midlertidige pladser fået en langt vigtigere rolle i sundhedsvæsenet. Der har imidlertid manglet fælles nationale krav til kvalitet, lægedækning og borgernes rettigheder.

Samtidig har reglerne betydet, at mange ældre selv har skullet betale for ophold, medicin eller transport. Sundhedsreformen og de efterfølgende aftaler mellem regeringen og Danske Regioner ændrer nu gradvist på disse vilkår.

De nye sundheds- og omsorgspladser skal efter planen træde i kraft fra 1. januar 2027.

Mere viden

Om artiklenKilde: Ældre Sagen Samfundsanalyse

Nærhed og sammenhæng i sundhedsvæsenet

Ældre mennesker har brug for sammenhæng, koordinering og høj kvalitet i behandling, pleje og genoptræning, når sygdom rammer.
Læs hele mærkesagen om sundhedsvæsenet
Læs om

Ældre Sagens historie

Dyk ned i Ældre Sagens historie, og læs, hvordan det hele begyndte.
Det gør vi

Flere politiske sejre

Læs om flere politiske resultater, vi har opnået – og om alt det, vi kæmper for.

Sidst opdateret 10.07.2026