Flere seniorbofællesskaber
Problemet
- Mange ældre ønsker at bo tættere på andre og efterspørger boliger med stærke naboskaber – fx i senior- eller generationsbofællesskaber. Efterspørgslen overstiger markant antallet af eksisterende bofællesskaber i både byer og mindre lokalsamfund.
- Samtidig mangler der seniorbofællesskaber, der er til at betale. Alt for mange bofællesskaber er alt for dyre for almindelige folkepensionister.
- Ældre Sagen har peget på behovet for, at den almene boligsektor i langt højere grad bidrager med seniorbofællesskaber, som flere ældre har råd til at bo i.
Det gjorde Ældre Sagen
Ældre Sagen har gennem flere år arbejdet for flere seniorbofællesskaber, der er til at betale.
- Vi har rejst problemstillingen i høringssvar og debatindlæg.
- Vi har holdt møder med Folketingets bolig- og socialordførere, almene boligselskaber, pensionskasser og developere og gjort opmærksom på behovet for almene billige seniorfællesskaber.
- Ældre Sagen har bidraget med ny viden på området, senest med udgivelsen af 13 gode råd til dig, som overvejer at flytte i bofællesskab i 2024.
Det opnåede Ældre Sagen
Regeringen har i deres boligaftale 17. december 2025 besluttet at afsætte penge til almene seniorbofællesskaber.
Der er afsat i alt 500 mio. kr. til perioden 2026-2029, fordelt ligeligt på de fire år. Pengene skal give kommuner og boligorganisationer mulighed for at opføre flere almene seniorbofællesskaber rundt om i landet.
Det kæmper vi for
- Som folkepensionist skal du have mulighed for at bo i at bofællesskab.
- Seniorboliger og bofællesskaber skal bygges der, hvor behovet er størst – også i de mindre byer.
- Nye boformer kan være med til at forebygge ensomhed, styrke ældres livskvalitet og give trygheden i eget hjem.
Baggrund
Fællesskab er en vigtig del af et godt liv, også når man bliver ældre. Derfor søger mange ældre mod bofællesskaber, hvor der er mere liv i hverdagen og tættere relationer til naboerne.
Interessen er stor. I gennemsnit står omkring 34 personer på venteliste til hvert seniorbofællesskab. Det viser, at der er et markant misforhold mellem udbud og efterspørgsel, samt et behov for flere betalbare seniorbofællesskaber i de kommende år.
Mere viden
Politisk resultat: Flere penge til almene boliger
Læs også artiklen: 5 tips hvis du overvejer bofællesskab
Læs mere om bofællesskaber i Ældre Sagens håndbog ”Værd at vide”