Fødevarecheck skal fylde de tomme køleskabe
Regeringen og Christiansborgs partier forhandler i disse dage om den fødevarecheck, statsminister Mette Frederiksen omtalte i sin nytårstale.
Målet med checken er at give økonomiske pressede danskere, blandt andre mange pensionister, en økonomisk håndsrækning, som skal gøre det nemmere at komme igennem en tid med store prisstigninger på fødevarer.
6 ud af 10 bekymrede over højere priser
En medlemsundersøgelse fra Ældre Sagen dokumenterede i efteråret, at seks ud af ti medlemmer er bekymrede over stigningerne i fødevarepriserne, og at hver anden har ændret deres spise og indkøbsvaner som følge af de stigende fødevarepriser.
Det betyder bl.a., at hver tiende ældre sjældnere inviterer gæster, og at hver tyvende springer måltider over. Det har bl.a. fået Ældre Sagen til at sende et åbent brev til erhvervsminister Morten Bødskov for at få ham til at tage affære, og samtidig har Ældre Sagen presset på for at få højere aktivitet i det såkaldte Forum for forbrugerpriser.
"Checken skal have en vis størrelse"
Ældre Sagens rådgivere har oplevet mange henvendelser fra økonomisk pressede medlemmer, og derfor hilser Ældre Sagens vicedirektør Michael Teit Nielsen initiativet velkommen. Særligt hvis den får en størrelse, der gør en reel forskel for de pensionister, der har mindst.
– Checken skal have en vis størrelse. Den skal ikke bare være symbolsk, sagde Ældre Sagens vicedirektør Michael Teit til DR’s Radioavisen 9. januar.
Regeringen og Folketingets partier forhandler om en fødevarecheck med en værdi på ca. 4,5 mia. kr.
For Ældre Sagen er det afgørende, at fødevarechecken mærkes som en reel håndsrækning, og at den når bredt ud og rammer de rigtige modtagere. Det er nemlig ikke kun de ældre, som også modtager ældrecheck, som oplever at være trængt af høje fødevarepriser.
Vil du vide mere?
- Læs Ældre Sagens medlemsanalyse om effekten af stigende fødevarepriser
- Læs det brev om bekymrende stigninger i fødevarepriser, som Ældre Sagen og flere partnere har sendt til erhvervsminister Morten Bødskov.
- Læs DR Nyheders artikel om Ældre Sagens bekymringer over den lave aktivitet i Forum for forbrugerpriser:
- Få en snak med en af Ældre Sagens økonomiske rådgivere, hvis du svært ved at få enderne til at mødes.