Ældre føler sig koblet af det digitale
Over halvdelen af danskere i alderen 50 til 89 år er bekymrede for, om de kan følge med i den teknologiske udvikling, viser ny forskning.
27.05.2025
En netop udgivet forskningsrapport med titlen "En værdig alderdom i den digitale tidsalder" undersøger ældres oplevelse af digitaliseringen og de menneskelige konsekvenser, det kan have, når det er svært at følge med.
Flere ældre føler sig ekskluderet af digitaliseringen
Studiet viser, at digitalisering for mange ældre vækker både frustration, skam og en grundlæggende følelse af afmagt. Det handler ikke kun om teknik, men om tilhørsforhold, værdighed og frygten for at blive ladt alene.
– Vores IT er bare drønet ind i vores tilværelse, og vi har ikke kunnet nå at følge med, fortæller en sorggruppeleder fra Tårnby, som er blandt deltagerne i undersøgelsen – Det er frustrerende at få en opgave, man ikke kan løse, fortæller hun.
Skam og frustration præger hverdagen
Flere oplever, at de gentagne gange må “gå tiggergang” for at få hjælp til både praktiske ting og digitale systemer.
– Jeg er nødt til at rende lidt rundt til nogen og sige: "Hvad skal jeg gøre med det her?" siger en sorggruppeleder fra Hedehusene.
Digitalisering forstærker ensomhed og sårbarhed
Digitaliseringen risikerer at forstærke følelsen af ensomhed og utilstrækkelighed, især i sårbare livssituationer. En kvinde, der mistede sin mand for tre år siden, sætter ord på den oplevelse i rapporten:
– Jeg føler, samfundet svigter lidt, når man er oppe i årene. (...) Du står der, og du skal klare det hele alene. Der er ikke rigtig nogen, du kan spørge og få et godt råd. Jeg tror, det er den der fortabthedsfølelse, man har.”
Oplevelserne af afmagt og frygt for at blive sat af er noget Ældre Sagen ofte hører fra medlemmer, fortæller seniorkonsulent Louise Kambjerre Scheel
– Folk vil gerne klare deres ærinder selv, men det er blevet vanskeligt, hvis man i forvejen har svært ved at begå sig digital. Bare det at være i kontakt med det offentlige eller betale en regning kan tage timevis og for nogen slet ikke lykkes, fordi det hele foregår digitalt.
Forsker: Mennesket skal tilbage i centrum
Undersøgelsen, der bygger på kvalitative interviews med bland andet sorggruppeledere og deltagere, peger på et behov for større en større indsats for digital inklusion.
Ifølge forskningen rammer ældres frygt for digitalisering noget eksistentielt, nemlig frygten for at blive afkoblet flokken. Samtidig viser forskningen, at løsningerne ikke blot handler om undervisning i ny teknologi, men i høj grad om relationer, støtte og forståelse for den sårbarhed, der følger med aldring og livsforandringer.
Louise Kambjerre Scheel mener, der er behov for i langt højere grad at sætte mennesket i centrum.
– Vi har haft alt for meget fokus på digitalisering i stedet for på mennesket, der rent faktisk skal bruge de her selvbetjeningsløsninger. Vi skal tænke i både og, ikke enten eller. Nogle folk har brug for støtte og vejledning til at begå sig digital og dem der ikke kan, skal have brugbare alternativer. Vi skal have mennesket tilbage i centrum.