Når to bliver til én
Thomas Nørgaard sidder alene ved enden af et bord i bunden af teltet. Familie og venner fra nær og fjern er samlet til byfest denne eftermiddag i Vestervig i Thy. Der er mange borde, og næsten alle siddepladser er optaget. 
En lille gruppe kommer gående med deres frokosttallerkner og har kurs mod Thomas, men da de får øje på ham ved bordenden, vender de sig pludseligt og går over til et andet bord.
– Jeg har kendt dem i mange år, så jeg tænkte, at det skulle de altså ikke have lov til. Jeg tog min tallerken og satte mig over til dem, siger Thomas.
At blive alene
Kort forinden byfesten havde Thomas mistet sin hustru. Det var anden gang, han prøvede at miste sin ægtefælle. Første gang var for næsten 25 år siden, da hans daværende hustru blev syg af kræft.
Fælles for dengang og i dag er omverdens håndtering. Venner og bekendte ved ikke, hvad de skal sige, og mange vælger derfor ikke at sige noget. De holder afstand.
– Man mister sin ægtefælle – og samtidig også sine venner. Man kan som enlig mand ikke bare køre ud til venner spontant. Man passer jo ikke rigtigt ind i bordplanen længere, siger Thomas.
Sorgens drivkraft
Thomas ved, hvad det vil sige at gå alene med sin sorg, og at den dybe smerte, der er forbundet med at miste sin ægtefælle, aldrig forsvinder:
– Sorgen kan man ikke bare tage væk, forklarer han.
Og netop dette kan omverdenen have svært ved at forstå, når døden for mange mennesker er stærkt forbundet med blufærdighed:
– Det er aldrig forkert at gå hen og tale med den, som har mistet, husker Thomas os på.
Frivillig for andres skyld
I dag er det tre år siden, hans anden hustru døde, og at blive mødt med tavshed husker han stadig meget tydeligt.
– Efter hendes død tænkte jeg, at der måtte være noget, jeg kunne gøre. Noget som kunne lette tilværelsen for andre, der også har mistet, fortæller han.
Thomas' personlige oplevelse blev et springbræt til frivilligaktiviteter, der gør andres tilværelser lidt nemmere.
Når to bliver til én
Idéen til ”Når to bliver til én” formulerede Thomas i oktober 2015. Et initiativ, der har affødt forskellige aktiviteter i Ældre Sagen for mennesker, som har mistet en livsledsager.
I dag har han også en livsmodsgruppe i fællesskab med andre, hvor man er velkommen, uanset hvor langt man er i sin sorgbearbejdelse. En aktivitet, der er kendt som en "sorg- og livsmodsgruppe" i resten af landet.
For Thomas er det vigtigt at holde det fuldkomment positivt med fokus på livsmod. Og ikke sorg.
– Sorgen er ikke noget, man skal dyrke. Den skal bearbejdes. Den er et livsvilkår, som toner ned med tiden. Men sorgen vil altid være der, for den er kærlighed, som er parkeret midlertidigt uden brug, siger han.
Sorg er tegn på, at man har elsket
Thomas anskuer ikke sorg som negativt, men som en naturlig følge af, at man har haft et godt liv med et andet menneske. At man har elsket:
– Det er ikke noget, man nogensinde glemmer, så længe man er ved bevidsthed. Og det er heller ikke meningen, man skal glemme det, forklarer han.
Thomas tror ikke, livet slutter, når vi dør. Ligesom han er overbevist om, det allerede er bestemt, når vi bliver født, hvornår vi skal herfra.
– Og når nogen dør, siger vi på gensyn, og sorgen forbliver en tro følgesvend, siger han.
At være noget for andre
For Thomas skal hele livet leves meningsfyldt, og for ham vil det sige, at der bruges kræfter på frivilligt arbejde. Derfor er han bl.a. fast indkøbsven for flere, som har et svækket helbred. Ligesom han også hver søndag arrangerer fælles spisearrangementer med livsmodsgruppen.
Alle, der er blevet ladt alene det seneste halve år, er inviteret på mad. Thomas gør en dyd ud af at være frivillig og være noget for andre.
– Det giver så meget retur – man kan slet ikke forestille sig det, siger han.
