Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Verdensdamen — fra Mellemøsten til Østerbro

Grete har rejst det meste af jorden rundt og mødt forskellige folkeslag og kulturer. Erfaringerne
bruger hun nu i sit frivilligliv.

Hjemme hos Grete Busch fylder rejsebøger og ferievideoer bogreolens hylder. Titlerne indikerer, at turen er gået kloden rundt – fra Sri Lanka til Ecuador, Island til Kina. Grete har rejst verden rundt og er nu frivillig i mødestedet Café Nora, der ligger i Mjølnerparken. Foto: Mew

En lille elefant i træ står på kommoden ved siden af et Fabergé-æg i guld, og på væggen hænger et billede af Gretes afdøde mand, Bent, der smiler til kameraet, mens han modtager kindkys af to delfiner. 

Tilbage i 1950’erne boede Grete to år i Mellemøsten:

– Det åbnede mine øjne for en helt anden verden end vores lille smørhul herhjemme, fortæller Grete på 79 år, der er lidt af verdensdame.

Grete er frivillig i Ældre Sagens lokalafdeling på Østerbro. Det var Bent også. Og det var Bent, som efter et møde i lokalafdelingens bestyrelse kom hjem og fortalte Grete om frivilligrollen i Mjølnerparkens mødested Café Nora.

– Er det ikke noget for dig? Du er så social og elsker at tale med mennesker, spurgte han.

Fra tale til handling
En opringning senere og Grete blev en af Café Noras frivillige. Café Nora er et mødested rettet mod kvinder fra det socialt belastede boligkvarter Mjølnerparken på Nørrebro i København. Her underviser frivillige fra Ældre Sagen i dansk sprog og kultur.

– Forleden dag sang vi Kim Larsen-sange, og da Benny Andersen døde, sang vi også nogle af hans sange, fortæller Grete, der understreger, at læren om dansk kultur skal ske på kvindernes præmisser.

Alle bidrager
Mange af kvindernes hjemlande har Grete kendskab til fra sin tid i Mellemøsten, og det er et plus, når hun vender verden med dem.

– Hannah, der er en del af caféen, er fra Tripoli, og så taler vi lidt om det, når hun fx har været hjemme på besøg, fortæller Grete, der ikke bor mange kilometer fra Mjølnerparken. Men hun havde alligevel aldrig stiftet bekendtskab med området, før hun begyndte som frivillig i Café Nora.

– Første gang jeg hørte om Mjølnerparken som en ghetto med bander og kriminalitet, tænkte jeg nej, nej, nej. Men så havde min mand, Bent, været på en vandretur med Ældre Sagen på Nørrebro, hvor turen bl.a. gik gennem Mjølnerparken. Han kom hjem og fortalte, hvor hyggeligt et sted det var, fortæller hun og giver ham ret. Og hun er blevet meget glad for at være blevet frivillig ved Café Nora:

– Hvad den ene ikke kan, bidrager den anden med.

Samler på oplevelser
Vigtigst af alt er at have overskud til at sætte sig ind i andre menneskers liv, at føle med dem og bare være der for dem,” siger hun og fortæller, at det overskud hun giver, kommer stort tilbage.

Læs også om Frederikke og Signe, der er besøgsvenner på tværs af generationer

Mød flere af Ældre Sagens frivillige ildsjæle

Find aktiviteter nær dig

Der er nærmest ingen grænser for, hvad du kan finde af aktiviteter i vores 215 lokalafdelinger over hele landet. Se hvad din lokalafdeling tilbyder nær dig.
Find din lokalafdeling

Sidst opdateret 24.08.2023