Jeg føler, jeg gør et menneske glad
Det er ikke et krav, det med kaffen, men da 66-årige Willy Vingløv har slået det sidste slag med hammeren, og det lille billede hænger på væggen på sit søm, står den sorte termokande og to kopper klar på stuebordet hos Esther Kristensen. Og så går snakken. 
Sådan går det som oftest, når Willy rykker ud og hjælper med praktiske opgaver.
Som ejer af to af hænder, der er skruet godt nok på til at fikse en pære, hænge billeder op eller skifte batterierne i ringeklokken, er han nemlig frivillig i Ældre Sagens indsats "Hjælpende Hænder" i Hammel, hvor han også selv bor.
– Jeg er ikke håndværker. Jeg har siddet på kontor alle årene i mit arbejdsliv, men jeg har altid interesseret mig for den slags, så selvom jeg hverken er tømrer eller klejnsmed, og hvad det nu hedder alt sammen, så kan jeg en del efterhånden, siger han.
De ringer, Willy bringer
Hovedsageligt er det kvinder, der bor alene, og som har brug for at få fikset ting i hjemmet, han bliver kontaktet af. Nogle gange ringer telefonen et par gange om måneden. Andre gange pludselig tre på samme dag. Det er meget forskelligt.
– Det er jo ikke sådan, at jeg er en Falck-station og rykker ud i tide og utide, griner han.
Willy griner en del, når han altså ikke snakker derudad. Som tidligere sælger har han ikke svært ved at holde samtalen gående, for han har nærmest levet af sit gode snakketøj.
– Jeg kan ikke holde min kæft, jeg kævler bare løs. Ja, det kan du jo høre, ha ha.
Når der er bud efter ham, bruger han altid et par minutter i telefonen på at sikre sig, at opgaven ikke er noget, som hører ind under det, en lokal håndværker eller kommunen for den sags skyld ville kunne stå for. Det er vigtigt, understreger han flere gange. 
Når livet forandrer sig
Willy har for eksempel hjulpet en ældre kvinde, som skulle flytte fra Herning til Willys Hammel, fordi hendes mand var kommet på plejehjem her. Hun havde nogle ting fra sin hjemegn, hun gerne ville have op at hænge i entréen.
Det var bare at bore et par huller, smide nogle rawlplugs i, og så var det ordnet.
– Det er faktisk et virkelig godt eksempel, afbryder Willy sig selv. For bagefter så kom kaffen. Og det er nemlig lige så meget det sociale, det handler om, når han er hjemme og hjælpe folk med de praktiske opgaver.
– Hun var jo lige flyttet hertil og kendte ikke et øje. Og så kunne jeg da fortælle lidt om Hammel, og jeg sagde også, at hun da skulle melde sig ind i Ældre Sagen og lokalafdelingen. Det blev hun rigtig glad for, siger han.
Og den slags oplevelser er der mange af, konstaterer han. For første gang i samtalen bliver Willy lidt stille.
– Og derfor betyder kaffedelen lige så meget, som at lampen igen kan lyse, forklarer han. For det meste er kaffen allerede brygget, når han træder ind af døren.
Willy er overbevist om, at der ikke ville blive ringet efter ham på samme måde, hvis det bare var for snakken. Hvilket han i øvrigt heller ikke ville have meldt sig som frivillig til.
– Det er bedre, at man kommer og laver et eller andet samtidig, siger han.
Det sker, at de ældre, han hjælper, faktisk har andre at trække på. Ofte er der noget familie, nogle bekendte eller naboer. Men de er så frygtelig bange for at ligge netop dem til last, har Willy erfaret.
Alle har brug for nogen
Det giver ham en god følelse at hjælpe. Som da han var hos en kvinde, som næsten aldrig kom ud. Hun skulle bare have sat et nyt gardin op, og det tog kun et øjeblik, men så satte hun kaffe og småkager på bordet. Willy nåede at drikke to kopper kaffe, uden hun fik så meget som en tår.
Det var rigtig godt, at hun fik snakket sådan, tænkte han bagefter.
– Jeg føler, jeg gør et menneske glad. Både fordi jeg har løst et praktisk problem, og også fordi vi har fået den der lille snak. Hvis der er en ud af hundrede, jeg kan gøre glad, så er det en lykke.
