At være motionsven får dårlige dage til at forsvinde
Med småbitte skridt tripper en lille ældre dame hen ad grusstien, der skærer gennem kirkegården og leder ned mod havet. Ved hendes side går en kvinde og holder godt fast i hendes hånd. Deres hår bliver blæst op i luften af den drillende vind, som står lige ind fra havet.
— Hvis jeg ikke havde dig, ville jeg blæse væk, klukker den ældste af de to, 92-årige Gerda. Hun giver hånden, som støtter hende, et klem.
Hånden er Lisbeth Jakobsens, og hun er motionsven. De to går en gang om ugen på de små veje ved havnen i Faaborg på Fyn.
— Det er faktisk de der trin, som gør, at jeg er motionsven, siger Lisbeth og nikker med hovedet mod de to granittrappetrin, der leder op til huset, hvor Gerda bor. Efter et fald ned ad trappen, hvor hun brækkede begge arme, tør Gerda ikke længere selv gå ud af sin hoveddør.
Frivilligt arbejde på kanten
I dag blev gåturen kortere på grund af blæsten, men det gør ikke så meget. Lisbeth er blevet krammet hjerteligt farvel. Flere gange. Og Gerda byder på citrusvand og flere chokolader. Hun kunne have fortalt historier længe endnu.
— Jeg tror slet ikke, hun er klar over, hvor meget hun giver mig, siger Lisbeth, da hun går derfra. Hun er altid så glad og fyldt af god energi, når hun har været på gåtur med Gerda.
Livet som frivillig motionsven er nyt for Lisbeth, men det har allerede haft stor betydning, for hun har ikke haft et let liv. En tung bagage kombineret med stress har betydet, at hun endte med at "skrabe bunden", som hun selv siger.
— Det har virkelig taget mange år at samle mig op til der, hvor jeg er nu, siger hun med sin stille og varme stemme.
På et tidspunkt syntes hun, at hun var kommet så langt med sig selv, at hun ville prøve sig lidt af med frivilligt arbejde. Idéen fik hun, efter hun havde stået en noget ældre veninde bi under sygdom, som Lisbeth udtrykker det. Hun fandt ud af, at hun virkelig kunne noget.
At give er en gave
Hver formiddag kom Lisbeth forbi, drak en tår kaffe og fik en lille snak. I dag er veninden på benene igen, selvom hun næsten havde mistet håbet.
— Sådan noget, det har givet mig så meget oprejsning og selvtillid, som jeg aldrig før har ejet, siger Lisbeth.
I avisen så hun, at Ældre Sagen annoncerede efter motionsvenner. Hun sprang til og blev matchet med Gerda. Deres ugentlige gåture vil hun ikke bytte for noget i verden. Gerda har det på samme måde, mærker Lisbeth.
— Hun lyser fuldstændig op, når jeg kommer ind ad døren. Frakken ligger parat, og hun siger ’hej, min skat’, og så får jeg et kæmpe knus. Det varmer sådan.
For Lisbeth betyder rollen som motionsven, at hun i dag er blevet sådan en, som til et foredrag for nylig rakte hånden op med et spørgsmål. Uden den mindste hjertebanken eller svedige håndflader. Det er aldrig sket før.
Hun har altid været en "lille mus", der ikke skulle nyde noget af at være midtpunkt, og som mente det samme som andre og ellers bare dukkede sig. Hun er også ved at skabe sig sin egen vennekreds. For modsat tidligere synes hun nu, at hun har noget at tilbyde.
— De dårlige dage findes næsten ikke mere. Det er da nok lidt trist, at man skal blive så gammel, før man får et ordentligt liv, men det bestemmer man ikke altid selv, siger Lisbeth.
I dag er hun også besøgsven, men mere vil hun ikke binde an med. For hun vil ikke skuffe dem, hun allerede har lovet sin tid.
Læs også om Annette, der har bygget et kulturnetværk op fra bunden
Mød flere af Ældre Sagens frivillige ildsjæle
