I 26 år, hver morgen, klokken 8

26 x 365 x 30. I så lang tid har Birthe gjort noget helt konkret, for at andre kan føle sig til trygge. I de godt 5000 timer har hun fungeret som telefonstjerne.

Birthe Christensen siger godmorgen til 17 mennesker hver dag i telefonen. Hun ringer nemlig til dem for at høre, om alt er, som det skal være:

— Da min mand levede, vidste han, at mellem kl. 8 og 9 var det kontortid. Der måtte han ikke forstyrre, for jeg skulle dengang ringe til 12 mennesker, som havde brug for, at nogen holdt ekstra øje med dem, siger Birthe.

Dengang i 80’erne boede hun i Brande, og der var så mange, som via Ældre Sagen ønskede sig et tryghedsopkald, at de var seks til at dele opgaven. 

I dag er hun 82 år og bor i Karup. Her flyttede hun til efter sin mands død. Og som hun selv siger, er ”vanens magt stor,” og hun fik hurtigt samme rolle som tryghedsopkalder i sin nye lokalafdeling. 

Birthe er tryghedsopkalder.

En særlig kæde

Det er vigtigt for Birthe, at trygheden, som hun insisterer på at bringe, ikke er falsk. Hun vil derfor have styr på tingene og mulighed for at reagere, når nogen en dag ikke svarer:

— Nogle ringer til hinanden ligesom en rigtig kæde, men det duer jo slet ikke. Hvis en bliver syg og ikke tager telefonen, får den næste jo aldrig et opkald, for så er kæden død.

— Sådan noget sker ikke, når jeg ringer rundt. Jeg bruger omkring 30-45 min. hver morgen på at ringe til alle 17. Og er der nogen, som jeg ikke kan få fat på, så rækker jeg hurtigt ud efter de kontaktpersoner, jeg har fået oplyst, siger Birthe.

Kontaktpersonerne følger op

Sommetider er kontaktpersonerne pårørende, og ofte er det hjemmeplejen, for de kan komme hurtigt og tage affære. Bagefter får Birthe altid besked om, hvordan det er gået.

— Det er heldigvis meget sjældent, at folk ikke svarer, når jeg ringer. Når det sker, bliver jeg altid nervøs, men jeg er også glad for, at jeg kan sende hjælp. 

— Forleden kunne jeg ikke få fat på en kvinde, som jeg har været telefonstjerne for længe. Hun er 101 år. Nu er hun blevet indlagt. Jeg håber selvfølgelig, at hun snart er hjemme igen, men jeg ved jo også godt, at ingen lever for evigt. Og alligevel er det så trist, når nogen dør, siger hun.

Birthe har stort set ikke mødt en eneste af dem, hun ringer til. De har til gengæld modtaget et lille brev med et billede af hende.

De svære samtaler

Det er både mænd og kvinder, som får opkald. De fleste bor alene og er i 80’erne og 90’erne. Nogle har en besøgsven, nogle har familie, og andre er meget ensomme, fortæller Birthe.

— For det meste er det vældig hyggeligt lige at vende en bog, en tv-udsendelse eller hønsene og blomsterne i haven, når jeg ringer op, men sommetider vil nogle tale sygdom og økonomi. Det hverken vil eller kan jeg. Så forsøger jeg at skifte emne eller henviser til rådgivningen i Ældre Sagen, som man jo kan ringe til og få hjælp hos, siger Birthe. 

Og hvis hun selv bliver syg, ringer hun til en fra lokalafdelingen, som så tager over.

En del af hverdagen

— Det er blevet en vane. Hvis jeg er sammen med mine børn og børnebørn om morgenen, så ved de godt, at da skal jeg ringe. Jeg ville nok savne det, hvis jeg ikke gjorde det ugens syv dage, men jeg er da begyndt at overveje, om jeg skulle få en afløser – en, der kan hjælpe lidt, når jeg er på ferie eller gerne vil sove længe.

— Sidste år fik jeg 25 års-nålen. Det er næsten ikke til at tro, og jeg bliver helt sikkert ved, især når jeg hører dem, jeg ringer til, sige, at de ikke kan undvære det, fortæller Birthe. 

Læs mere om tryghedsopkald

Mød flere af Ældre Sagens frivillige ildsjæle 

Sidst opdateret 14.05.2020