Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Ferie alene - i fællesskab

Det er ikke slut med at rejse, når man er blevet alene, eller når vennerne har andre rejseplaner. Alene-rejsende kan sagtens opleve fællesskab uden at føle sig udenfor.

Med et kærligt skub i ryggen fra sin søn og svigerdatter sad Bjarne Krohn i flyet mod Gran Canaria. Foran ham lå otte dages ferie med swimmingpool, grønne bjerge, vandreture og restaurantbesøg.

Men det var svært at komme af sted, for savnet af konen, der var gået bort, var enormt. Bjarne Krohn var nervøs, da han første gang rejste ud alene. I dag har han været afsted mange gange.

- Jeg var i tvivl, om jeg havde lyst til at rejse alene. Og om jeg var i stand til det. Sammen havde vi rejst meget igennem mange år, og det var der så mange minder forbundet med, fortæller 75-årige Bjarne Krohn.

Bjarne Krohn er en yderst rejsevant herre. Både privat og arbejdsmæssigt har der været masser af anledninger til at pakke kufferten og sætte kurs mod fremmede himmelstrøg.

Ifølge hans optegnelser fra 1988 – 2013 har han været på over 100 udenlandsrejser, boet på 57 forskellige hoteller og haft 625 overnatninger.

Et stort skridt at rejse alene

Bjarne Krohn havde godt bemærket, at der var kommet et nyt rejsetilbud til seniorer, der ønsker at opleve et fællesskab sammen med andre, der også rejser alene.

Alligevel var det et stort skridt at tage, men ensomheden var endnu mere overvældende.

- Det var lidt grænseoverskridende. For nok har jeg let ved at skabe kontakt og tale med andre mennesker og vil gerne fællesskabet, men jeg synes egentlig ikke, at jeg er social. Jeg vil gerne opleve ting med andre, men samtidig var jeg bange for at blive overmandet af savnet og minderne, fortæller Bjarne Krohn, der er tidligere virksomhedskonsulent.

Godt fællesskab

Efter nogen betænkningstid – tilskyndet af familien og med sommerfugle i maven – købte han en charterrejse for alene-rejsende med mulighed for oplevelser med andre.

- Mens jeg sad i flyet, fik jeg lyst til at fejre, at jeg netop havde fået udgivet en bog. Så jeg inviterede kvinden, der sad ved siden af, på champagne. Det viste sig, at hun også var med på samme grupperejse, og vi snakkede uafbrudt sammen de næste fem timer, lige indtil vi nåede frem på destinationen, siger Bjarne Krohn.

Oplevelserne er det vigtigste

Når Bjarne Krohn rejser er det for at koble fra og se og opleve noget udover det sædvanlige. Købe den særligt gode plads i operaen eller finde den lokale, autentiske restaurant og blive ven med ejerne.

- For mig er det at rejse fyldt med oplevelser, som jeg gerne vil dele med andre. Så bliver rejsen, maden og oplevelserne mere levende, og noget jeg husker.

Bjarne Krohn fortæller, at han oplevede, at fællesskabet på seniorrejsen hurtigt blev skabt gennem en velkomstmiddag og en fælles udflugt arrangeret af rejseselskabet.

Vi var nogle stykker, der ret hurtigt fandt sammen, og allerede dagen efter mødtes vi ved poolen. En af de andre kendte en lokal restaurant, og vi aftalte at spise middag sammen der samme aften. Og sådan fortsatte ferien.

Siden ferien til Gran Canaria i 2016 fortsatte Bjarne Krohn og hans medpassager, som han delte champagne med i flyet, med at ses.

I starten som gode venner og i dag som kærester. Sammen har de været på seks rejser og har planlagt næste tur til Malaga.

At rejse er at bryde ensomhed

Ensomhed handler ikke nødvendigvis om, hvor mange mennesker vi omgiver os med.

Ensomhed afhænger i højere grad af, om man er uønsket alene eller ikke føler sig forbundet med nogen.

Ifølge ensomhedsforsker Mathias Lasgaard fra Center for DEFACTUM, Region Midtjylland og Syddansk Universitet, er ensomhed et alvorligt problem, der forringer mange menneskers livskvalitet og øger risikoen for depression og andre helbredsproblemer.

Find nye fællesskaber, hvis du er blevet alene

Fællesskabet bryder følelsen af ensomhed

- Har man mistet sin ægtefælle eller partner, så følger savnet med. Grundlæggende er der intet, der kan erstatte vores livsvidner, men det er stadig vigtigt at søge mod gode, nye oplevelser sammen med andre, siger Mathias Lasgaard.

- Vi bliver deprimerede og triste af at være ensomme. En rejse holder os i gang, og vi får set og oplevet nye ting.

Mange søger fællesskabet for at bryde følelsen af ensomhed. Ikke nødvendigvis for at finde en ny kæreste, men måske for at få nye venner og bekendte.

- Når man er alene og vælger at rejse med andre, man ikke kender, kan det være med håb om at møde andre og skabe positive relationer, der rækker ud over den konkrete rejse, siger Mathias Lasgaard.

Fælles interesser skaber bånd

Palle Eshington har fire gange været med på rejse med ”Ferie alene – i fællesskab”. Første gang i 2016 til Rhodos, og året efter til henholdsvis Tenerife, Kreta og Madeira.Palle Eshington søger fællesskabet, når han rejser alene.

- Når man rejser sammen med andre, der også rejser alene, så er alle indstillede på at være åbne og blande sig med de andre. Modsat kan man føle sig isoleret og ensom, når man rejser alene sammen med en masse ægtepar, som har en tendens til at lukke sig om hinandens selskab, fortæller 75-årige Palle Eshington.

Grupperejserne er tilrettelagt sådan, at der fra start er lejlighed til at introducere sig selv og sine forventninger til rejsen.

Nogle har fx interesse for arkæologi, kulinariske oplevelser, afslapning ved poolen eller det lokale folkeliv.

- Det bliver nemmere at finde sammen om interesser bagefter. Og ret hurtigt kan en samtale med en person, man ikke kender i forvejen, blive meget intens og givtig, fortæller Palle Eshington, der efterfølgende har holdt kontakt med et par af de øvrige rejsedeltagere.

Læs mere om at komme godt afsted på rejsen

Fællesskab giver følelse af sikkerhed på rejsen

En anden fordel ved at rejse i et fællesskab, er sikkerheden ved ikke at være alene. 

- Som ældre kommer man lettere i vildrede, bliver konfus eller snubler måske over en kantsten. Når man rejser sammen med andre i et rejseselskab, så er der nogen til at hjælpe, hvis der bliver behov, siger Palle Eshington.

Palle Eshington har som tidligere økonom i luftfartsbranchen fløjet tusindvis af kilometer og sætter nu pris på kunne udnytte fordelene ved at rejse i lavsæson.

- Udenfor højsæson undgår man det store pres på destinationerne, de lange køer til seværdighederne og mængden af børnefamilier, der naturligt nok støjer en del. Derudover får man på alene-rejserne et værelse for sig selv uden at skulle betale enkeltværelsetillæg. siger Palle Eshington.

Læs mere om, hvordan du planlægger din ferie

Læs magasinet Ældre Sagen

Fakta om ferie alene – i fællesskab Her er ideer til dig, der holder ferie uden partner, men gerne vil være i et fællesskab.
  • Flere rejsebureauer laver grupperejser for alene-rejsende. Du bor på eneværelse, og dine medrejsende rejser også alene. Undersøg mulighederne hos rejsebureauerne.
  • Arranger en rejse sammen med andre i dit netværk. Hvis I er en gruppe, kan I få hjælp af et bureau til at arrangere turen.
  • Hvis du kunne tænke dig en at rejse med, findes der flere fora på internettet, hvor du kan søge en rejsepartner.
  • Flere højskoler udbyder seniorkurser, der varer en eller to uger. Find det kursus, der passer bedst til dig og dyrk dine interesser i fællesskabet.
Vi er vilde med at rejseKilde: Eurostat og KL
  • Danskere over 65 er blandt de ældre, der havde flest overnatninger i udlandet i 2014. Vi er kun overgået af Luxembourgs ældre.

  • 33 procent af danskere over 65 år overnattede minimum en nat i udlandet i løbet af 2014, og det er langt over EU-gennemsnittet på ni procent.

  • I den modsatte ende af skalaen ligger ældre fra Bulgarien og Grækenland, hvor kun én procent af befolkningen over 65 år overnattede i udlandet.

 

 

 

Sidst opdateret 12.10.2023