Gad vide hvad de griner af

Nedsat hørelse giver ofte Bent Hansen en følelse af ensomhed selv blandt mange mennesker. Alligevel vælger han et aktivt socialt liv til

Bent Hansen viser rundt i sin landbohave på Lolland, hvor han bor sammen med sin kone, Ditte Hansen, og hunden Bella. Blandt meget andet gemmer den på en køkkenhave, en rosenhave og en frugtlund, som han selv har anlagt.

”Her kobler jeg fra og kan gå en hel dag og rode i haven, hvor jeg suger til mig og får ny energi. Det betyder meget for balancen i mit liv, fordi jeg bliver utrolig træt, når jeg er sammen med andre,” fortæller han. 

Anstrengende at koncentrere sig om en samtale

Bent Hansen lever et aktivt liv med nedsat hørelse. Foto: Hanne LoopSiden 71-årige Bent Hansen var omkring 50 år, har han haft nedsat hørelse. Selvom høreapparatet kommer på som det første om morgenen og af som det sidste om aftenen, har den dårlige hørelse gjort det sværere at være sammen med andre.

”Det er utroligt anstrengende at koncentrere sig om at lytte og følge med i en samtale, så til sammenkomster går jeg som regel tidligt hjem,” siger han.

Et aktivt socialt liv er vigtigt

Som gammel forretningsmand og sælger har Bent Hansen haft et udadvendt arbejdsliv og en social aktiv fritid.

Det er vigtigt for ham at blive ved med at være social – også selvom han har fået sværere ved at høre indenfor de seneste 10 år. på grund af en nedsat skelneevne, der gør det svært at skelne ord fra hinanden.

”Min kalender er fyldt godt op, og jeg bruger en masse kræfter på at være socialt aktiv. Men så er jeg også nødt til at gå hjem og koble af bagefter. For mig er det vigtigt at blive ved med at få de oplevelser, og derfor har jeg været nødt til at finde en balance mellem at være socialt aktiv og at lukke mig inde i mig selv,” siger han.

Gad vide, hvad de griner af

Særligt sammenkomster med mange mennesker er krævende for Bent Hansen. Til de otte børnebørns fødselsdage
er 20-25 mennesker samlet til kaffe eller middag.

”Når de allesammen snakker i munden på hinanden, kan jeg ingenting høre. Så læner jeg mig tilbage og slapper af og venter, til vi er færdige med at drikke kaffe eller spise, og så kan jeg gå udenfor eller lidt væk og snakke med én person ad gangen,” fortæller han.

”Man kan godt føle sig ensom og uden for, når man sidder i et stort selskab – det oplever jeg tit. Så kan man se, at de andre morer sig, og tænke ’gad vide, hvad de griner af?’,” siger han.

"Så man man bede om at få det gentaget"

Derfor prøver Bent Hansen indimellem at deltage mere aktivt i selskabet. Bent Hansen lever et aktivt liv med nedsat hørelse. Foto: Hanne Loop

”Nogle gange beder jeg om at få noget gentaget. Min kone, Ditte, er også flink til at oversætte for mig, og det er en kæmpe hjælp. En gang imellem forsøger jeg at deltage ved at grine og nikke, når de andre gør det, men de kender mig så godt, at de kan se på mig, at ’det der fattede han ikke en brik af ’,” siger Bent Hansen og smiler. 

Til en børnefødselsdag havde Bent Hansen engang en oplevelse, som han blev særligt glad for.

”Den ældste af pigerne, som dengang var 14-15 år, kunne godt se, at jeg ikke kunne følge med i snakken rundt om bordet. Så tog hun sin stol og satte sig lige hen foran mig og sagde ’nå morfar, hvordan går det’? Det blev jeg meget rørt over – det er noget, der betyder meget.”

Man bliver følsom over for afvisninger 

Store fester er det allersværeste – som nu det bryllup, Bent og Ditte Hansen skal til i weekenden. Bent Hansen har brug for, at man taler
tydeligt og ikke for hurtigt, og at man kigger på ham, når man taler. 

Derfor fortæller han gerne sin sidemand om sit høretab, men det kræver overvindelse. 

”Det er meget privat, og jeg oplever stadigvæk det med hørelsen som et tabu. Til brylluppet tager jeg et badge på, hvor der står ’Jeg hører dårligt’, men folk har en tendens til at glemme det igen i løbet af en samtale, fordi de bliver ivrige og taler hurtigere,” forklarer han. 

Bent Hansen har nogle få gange oplevet, at en person har vendt ham ryggen og er gået, fordi tålmodigheden med hans dårlige hørelse slap op.

”Det er ubehageligt, og det er svært ikke at tage personligt. Man bliver følsom overfor afvisninger, og det går ud over selvtilliden, når man er sammen med andre. Derfor tænker jeg meget over, hvem jeg henvender mig til.”

De bedste samtaler er i små selskaber

I mindre selskaber går det bedre. Bent og Ditte Hansen mødes jævnligt med forskellige vennepar, og der kan han godt følge med i samtalerne.

Det gælder også i roklubben, hvor han ror om morgenen sammen med 65 andre ældre, og hvor de spiser morgenmad sammen.

”Det er rigtig hyggeligt, for jeg får altid en snak med de andre før eller efter kaffen og i båden. Alle kender til mit problem og forsøger at tage hensyn til det, og jeg føler mig som en del af klubben – også selvom jeg ikke kan snakke med nogen under morgenmaden.” 

Kan ikke høre børnebørnene

Bent Hansen bliver alvorlig, da han kommer ind på, at han ikke kan høre børnebørnene.

”Jeg har problemer med at høre lyse stemmer, så jeg kan ikke tale med mine mindste børnebørn. De overnatter tit hos os, og en af drengene står op samtidig med mig. Så sidder vi og hygger med morgenmad, men vi kan ikke snakke sammen, for jeg kan ikke forstå, hvad han siger.”

”Det er en ting, der gør ondt. Nu er vi begyndt på, at han skriver til mig, og så klarer vi det på den måde,” fortæller Bent Hansen.

”Mine børnebørn betyder meget for mig, og jeg får meget ud af, når de kommer her, også selvom jeg ikke kan høre, hvad de siger. Så finder vi ud af det på andre måder, hvor vi går i svømmehallen, en tur i skoven eller spiller bold. Så sover vi rigtig godt bagefter,” siger han. 

Artikel af Sussi Boberg Bæch. Foto: Hanne Loop


Sådan hjælper du en person med nedsat hørelse

  • Minimér baggrundsstøj: Sluk for musik og tv.
  • Tal én ad gangen.
  • Tal tydeligt – det hjælper ikke at tale højere.
  • Kig på personen, du taler med og sørg for god belysning, så mundaflæsning er muligt.
  • Som vært: Placér personen, hvor der er mindst mulig baggrundsstøj.

Læs mere på Høreforeningen.dk
Kilde: Anne Mette Paarup Kristensen, Høreforening


Læs også: Sådan får du høreapparat og tilskud til høreapparat 

Sidst opdateret 04.03.2020