Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Bolig

Et hjem der lever op til drømme og behov nu og i fremtiden

Det betyder de nye boligskatteregler for din forskudsopgørelse og skattebetaling i 2024

Ejendomsværdiskat og grundskyld vil fremover blive opkrævet over skatten. Bliv klog på, hvad det betyder for din forskudsopgørelse og skattebetaling i 2024.

Artiklen kort

Boligskattereglernes betydning for din forskudsopgørelse og skat i 2024

  • Ejendomsværdiskatten og grundskylden vil du fremover komme til at betale løbende via din forskuds- og årsopgørelse. På din forskudsopgørelse kan du se, hvad du skal betale i ejendomsværdiskat og grundskyld med de nye boligskatteregler.
  • Den midlertidige ordning for indefrysningslån for stigninger i grundskylden i årene 2018-2023 overgår fra 2024 fra kommunerne til staten, og det bliver en permanent ordning. Hvis du hidtil har indefrosset din grundskyld hos kommunen, vil låneordningen automatisk fortsætte. Du skal framelde indefrysningen på din forskudsopgørelse for 2024, hvis du ikke ønsker at indefrysningen fortsætter.
  • Fra 2024 vil Skatteforvaltningen stå for pensionistlåneordningen. Skatteforvaltningen vil automatisk oprette et nyt lån, når staten overtager låneordningen i 2024, hvis du har et aktivt pensionistlån i kommunen nu.

Læsetid: cirka 10 min.
_________________

Ejendomsværdiskatten og grundskylden vil fremover blive opkrævet som en del af din samlede skattebetaling. Årsagen til ændringen er, at opkrævningen af grundskyld er flyttet fra kommunerne til staten.

Derfor skal du fremover ikke betale grundskyld i to årlige rater til kommunen, som du plejer. I stedet vil du komme til at betale løbende via din forskuds- og  årsopgørelse.

Du kan se på din forskudsopgørelse, hvad du skal betale i ejendomsværdiskat og grundskyld med de nye boligskatteregler.

Læs mere om de nye skatteregler

Fra 2024 skal du vælge/fravælge indefrysningslån på din forskudsopgørelse

Den midlertidige ordning for indefrysningslån for stigninger i grundskylden i årene 2018-2023 overgår fra 2024 fra kommunerne til staten, og det bliver en permanent ordning.

Du kan indefryse stigninger i både ejendomsværdiskat og grundskyld, hvis boligskatterne stiger efter 2024.

Hvis du hidtil har indefrosset din grundskyld hos kommunen, vil låneordningen automatisk fortsætte. Fra 2024 indefryser du eventuelle stigninger i både grundskyld og ejendomsværdiskat.

Indefrysningen vil ske som et lån med renter, mens du ikke har betalt renter under den midlertidige indefrysningsordning.

Du skal stille sikkerhed for betaling af lånet i form af en panteret på din ejendom. Sikkerheden opstår automatisk, når lånet stiftes, og pantet tinglyses ikke.

Du skal framelde indefrysningen på din forskudsopgørelse for 2024, hvis  du ikke ønsker at indefrysningen fortsætter. Hvis du vil indfri hele eller dele af lånet, kan du gøre det på TastSelv på www.skat.dk.

Du kan også vente med at tilbagebetale lån og renter, til du sælger din bolig.

Lån til pensionister til betaling af grundskyld – populært kaldet pensionistlån

Frem til 2024 har kommunerne haft ansvaret for pensionistlåneordningen. Fra 1. januar 2024 overgår ordningen til staten, dvs. Skatteforvaltningen.

Du kan søge om et lån til betaling af grundskyld, hvis du eller din ægtefælle har nået folkepensionsalderen. Eller hvis du eller din ægtefælle modtager pension efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., delpension eller efterløn.

Der kan kun opnås lån til én bolig ad gangen, og der skal være en friværdi i boligen, som der kan stilles sikkerhed i.

Eksisterende lån overføres automatisk

Skatteforvaltningen vil automatisk oprette et nyt lån, når staten overtager låneordningen i 2024, hvis du har et aktivt pensionistlån i kommunen nu. Det nye lån vil gælde for skatteåret 2024.

Din grundskyld opkræves derfor ikke via forskudsopgørelsen for 2024. Men på forskudsopgørelsen kan du se, hvor meget Skatteforvaltningen forventer, du kommer til at låne i 2024.

Skatteforvaltningen vil på et senere tidspunkt tinglyse sikkerhed for lånet. Når skatteåret 2024 er slut, vil det endelige lån til grundskyld blive stiftet. Herefter vil det fremgå af en personlig låneoversigt på TastSelv på skat.dk.

Gamle lån bliver hos kommunen

Alle pensionistlån hos kommunerne bliver standset, når Skatteforvaltningen overtager låneordningen den 1. januar 2024. Lånene sættes i bero, men der vil fortsat komme renter på. Du behøver ikke betale lån eller renter tilbage, før du sælger den ejendom, du har lån i.

De gamle kommunale lån vil gradvist blive overført til staten.

Nye lån hos staten

Vilkårene, for dig der låner, er i hovedtræk uændrede. Fx skal du stadig stille sikkerhed for lånet i din ejendom. Du kan derfor ikke få et lån, hvis der ikke er friværdi i din ejendom, og du kun kan optage lån i én ejendom.

Lånet skal som hovedregel først betales tilbage, når du sælger din ejendom. Men du kan vælge at stoppe lånet tidligere eller indbetale et valgfrit beløb, hvis og når du ønsker det.

Sådan låner du

Du kan ansøge om et pensionistlån via TastSelv/boligskattelån, som du finder på skat.dk.

Har du spørgsmål om de nye boligskatteregler?

Kontakt Vurderingsstyrelsen, hvis du har spørgsmål til de nye regler eller din ejendomsvurdering. 

Om artiklenKilde
Vurderingsstyrelsen, Ældre Sagens Rådgivning.

Redaktion
Digital redaktør, Kommunikation, Anja Nielsen.

Sidst opdateret 01.07.2024