Du kan blive frivillig i vågetjenesten og give nærhed til et menneske i den sidste stund af deres liv.
Vi mangler frivillige til vågetjenesten
Du kan give ro, tryghed og omsorg til et medmenneske i den allersidste tid – hvis du er en del af vågetjenesten.
Som våger kan du yde omsorg ved at sidde ved sengen og holde i hånd, lytte, læse op eller ved blot at være i rummet. Behovet vil være forskelligt fra menneske til menneske.
Det er dét, at du er der, som har betydning.
Du støtter de pårørende
Du støtter den døende, når du er våger. Men du er også en vigtig støtte for den døendes nærmeste, som med ro i sindet kan få en pause eller tiltrængt nattesøvn, fordi de ved, at der én hos deres kære.
Din vagter ser sådan ud
Det er forskelligt fra situation til situation, hvordan en vågevagt ser ud. Men den varer typisk 3 eller 4 timer og er oftest sen aften og nat.
Vågetjenesterne kommer især på plejehjem og i private hjem. Du vil opleve, at der også er vågetjeneste på bosteder og sygehuse, afhængig af hvor i landet du bor.
Vi har brug for dig
Hvert år dør tusindvis af danskere uden nogen ved deres side. Sidste år hjalp de frivillige i vores vågetjenester 898 døende. Men vi måtte også sige nej til mere end 71 henvendelser om hjælp. Det måtte vi blandt andet, fordi vi ikke var vågere nok. Derfor har vi brug for dig!
Vi forbereder dig godt til opgaven
Du skal ikke vide på forhånd, hvordan du er en god våger. Vi skal nok tage dig i hånden og forberede dig godt til opgaven. Som våger kommer du på kursus, bliver en del af en vågegruppe og får hjælp af erfarne vågere.
Du vil være klædt godt på til opgaven, før du sendes ud på den. Yderligere skal du vide, at vågere har tavshedspligt og bærer ID-kort.
Sådan kommer du med
Hvis du gerne vil høre mere om mulighederne for at blive våger, så udfyld kontaktformularen herunder. Du vil høre fra os inden længe. Du er meget velkommen som frivillig, også selvom du ikke er medlem af Ældre Sagen. Dog skal du være opmærksom på, at du skal være fyldt 18 år.