Regulering af nye produkter til nedsparing i boligen
Seniorer har de seneste år fået flere muligheder for at få adgang til friværdi i boligen. De nye muligheder indebærer typisk, at man sælger sin bolig – helt eller delvist – og får udbetalt en del af boligens værdi, samtidig med at man bliver boende i boligen i en årrække.
Da der ikke er tale om lån, er salg og formidling af de nye nedsparingsprodukter ikke omfattet af samme regler om rådgivning, forudgående økonomisk vurdering, klageadgang og tilsyn med udbydere som bank- og realkreditlån.
Ældre Sagen har sammen med Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænk sendt et brev til Folketingets Erhvervsudvalg, hvor vi opfordrer til en hensigtsmæssig regulering af de nye nedsparingsprodukter. Reguleringen skal sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse og gennemsigtighed, så boligejere kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag og have tillid til produkterne.