Moms på fitness: Ældres mulighed for at deltage i organiserede motionsaktiviteter
For Ældre Sagen er det vigtigt, at ældre har mulighed for at deltage i motionsaktiviteter. Undervisning inden for bl.a. fitness udgør en central del af mange ældres hverdag og bidrager til deres livsglæde. Motion styrker både det fysiske og mentale helbred, og organiserede motionsaktiviteter skaber sociale fællesskaber, som er afgørende for livskvaliteten. Derfor er det afgørende, at disse aktiviteter fortsat er tilgængelige for så mange ældre som muligt.
Vi frygter, at momspålægningen på sådanne aktiviteter vil få nogle ældre til at reducere deres motionsniveau eller helt fravælge tilbud som fitness og holdmotion. Dette kan på længere sigt forringe både helbred og livskvaliteten for den enkelte samt føre til et øget pres på vores sundhedsvæsen.
I Ældre Sagen er vi bekymrede for, at fradraget, som det er præsenteret i lovforslaget, ikke på tilstrækkelig vis kan modvirke de økonomiske konsekvenser fra momspålægningen. I høringssvaret opfordrer Ældre Sagen derfor regeringen til at forhøje fradraget for motion, så fradraget i højere grad svarer til de faktiske merudgifter, som følger af momsen på organiserede motionsaktiviteter.