Støtte til kompressionsprodukter
Det fremgår af lovforslaget, at der er tale om en genfremsættelse af L106, som bortfaldt grundet det efterfølgende folketingsvalg. Ældre Sagen henviser derfor til vores tidligere afgivne høringssvar af 5. februar 2026 og de bemærkninger, som fremgår her.
Det er magtpåliggende for Ældre Sagen, at der bliver skabt juridisk klarhed og klar hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter efter serviceloven, så ældre får udleveret de kompressionsprodukter, de har behov for, så de kan leve en værdig tilværelse.
Ældre Sagen er meget positiv over for lovforslaget og vil gerne udtrykke stor tilfredshed med, at der nu endelig skabes lovhjemmel og juridisk klarhed på området og også, at lovforslaget er udvidet med en tilføjelse i forhold til L 106, idet det fremgår, at støtten vil kunne ydes, uanset om formålet med kompressionsproduktet er at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne eller at forbedre, vedligeholde eller forhindre forringelse af det aktuelle funktionsniveau.
Med den nye formulering af lovforslagets § 115, stk. 2 tages der dermed højde for den bekymring, som Ældre Sagen gjorde opmærksom på i vores høringssvar til L 106.
Samtidig er det vigtigt for Ældre Sagen at understrege, at formålet med lovforslaget er, at kommunerne udleverer kompressionsprodukterne jf. den politiske aftale og lovbemærkningerne, selvom lovteksten er formuleret som en ”kan”- bestemmelse.