Støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel
Ældre Sagen har adskillige gange påpeget de problemer, som mangelfuld bevilling af kompressionshjælpemidler har medført. Ligeledes har vi gentagne gange gjort opmærksom på de mange sager, hvor ældre med behov for kompressionsstrømper har været kastebold mellem kommuner og regioner, og hvor begge myndigheder har afvist at udlevere de nødvendige kompressionshjælpemidler, selv om behovet klart har været der – formentlig af sparegrunde.
Det er magtpåliggende for Ældre Sagen, at der bliver skabt juridisk klarhed og klar hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter efter serviceloven, så ældre får udleveret de kompressionsprodukter, de har behov for, så de kan leve en værdig tilværelse.
Ældre Sagen er meget positiv over for lovforslaget og vil gerne udtrykke stor tilfredshed med, at der nu endelig skabes lovhjemmel og juridisk klarhed på området. Dog har vi få bemærkninger til forbedring af selve lovforslaget:
Ældre Sagen har en bemærkning i forhold til den kommunale forpligtelse over for ældre og andre borgere, der ikke har været i eller som er ophørt i sygehusbehandling. Her skal betingelsen i § 112 med lovændringen fortsat være opfyldt. Det betyder, at væsentlighedskriteriet skal være opfyldt, og der skal være en tydelig afhjælpning af funktionsevnen.
Ældre Sagens rådgivning har modtaget en del henvendelser fra medlemmer, der ikke umiddelbart kan opfylde væsentlighedskriteriet, men af helbredsmæssige årsager skal have kompressionshjælpemidler.
For at denne persongruppe kan få hjælp til kompressionshjælpemidler, er det med den foreslåede lovændring er det stadig en forudsætning, at den praktiserende læge henviser til behandling på en sygehusafdeling. Dette vil skabe unødvendig ventetid for den ældre og andre med behov for kompressionshjælpemidler, og samtidig vil disse henvisninger give en yderligere og ikke mindst unødvendig belastning af et i forvejen yderst presset sundhedsvæsen.
Det er derfor yderst vigtigt, at det sikres, at kommunen også kan udlevere kompressionshjælpemidler i sager, hvor ansøgeren har behov for kompression af helbredsmæssige årsager, men ikke har aktuel kontakt med regionen.
Fortsat behov for klart ansvar for behandlingsredskaber og hjælpemidler
Det fremgår af lovforslaget, at aftalen vil være gældende frem til implementering og ikrafttræden af initiativet om en model for et klart ansvar for behandlingsredskaber og hjælpemidler, som indenrigs- og sundhedsministeren i samarbejde med social- og boligministeren skal udvikle, jf. Aftale om sundhedsreformen af 15. november 2024.
Vi vil i den forbindelse understrege behovet for, at der arbejdes målrettet på at få skabt en model om et klart ansvar for behandlingsredskaber og hjælpemidler - og vi bidrager gerne i dette arbejde til baggrund.
Hjælpemidler forebygger behov for mere hjælp - og det er det helt forkerte sted at spare
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne skærer i budgetterne til hjælpemidler til ældre. For kommunerne samlet set er nettodriftsudgifterne til hjælpemidler mv. 300 mio. kr. lavere i budgettet for 2026 end i budgettet for 2018 (målt i 2026-priser). Sammenlignet med 2025 er budgettet faldet med 16 mio. kr. Samtidig er antallet af 80+ årige steget med mere end 100.000 personer fra 2018 til 2026, herunder over 20.000 personer fra 2025 til 2026.
For Ældre Sagen er det helt uacceptabelt og uforståeligt, at kommunerne sparer på hjælpemiddelområdet.