Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Obligatoriske opfølgnings- og læringsforløb

Høringssvar vedr. udkast til lov om ændring af lov om social service (Genindførelse af ordning med obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn)

Ældre Sagen ser positivt på, at ordningen med obligatoriske opfølgnings- og læringsforløb genindføres som forsøgsordning. De seneste års grove eksempler på omsorgssvigt på plejehjem viser et stort behov for at få løftet kvaliteten i dele af ældreplejen. Vi mener dog, at ordningen med obligatoriske opfølgnings- og læringsforløb bør gøres permanent.

Efter Ældre Sagens opfattelse er det afgørende for udfaldet af et obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb, at beboere og pårørende inddrages i forløbene. Derfor opfordrer vi til at plejehjemsbeboeres og deres pårørendes oplevelser og erfaringer løbende inddrages i opfølgnings- og læringsforløbene, for dermed at styrke kvaliteten af forløbene. Mange beboere i plejecentre har ikke ressourcer til at bidrage med hensyn til, om der sker et reelt løft i kvaliteten af plejen. Derfor er det helt afgørende, at også pårørende inddrages.

Endelig mener vi, at der i forbindelse med opfølgnings- og læringsforløb skal kunne stilles krav til kommunerne om at sikre, at plejeenhederne tilføres tilstrækkeligt med ressourcer og, at personalet har de rette faglige kompetencer og ordentlige faciliteter til at udføre arbejdet.

Et godt og meningsfyldt liv på plejehjem

ÆLDRE SAGEN ARBEJDER FOR, AT ALLE BEBOERE PÅ LANDETS PLEJEHJEM SIKRES ET MENINGSFYLDT LIV I TRYGGE RAMMER.
Læs mere om mærkesagen plejehjem

Sidst opdateret 23.08.2023