Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Pårørendetilbud i kommuner

Undersøgelsen af kommunernes tilbud til pårørende udarbejdet af VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) for Ældre Sagen i 2025.

En kortlægning over kommunernes tilbud til pårørende viser, at kommunerne mangler overblik over deres egne tilbud til pårørende. Det er en væsentlig barriere for opsporing af pårørende, at frontpersonale mangler kendskab til kommunens egne tilbud til pårørende. 

De væsentligste resultater

  • Det er en stor barriere for opsporing af pårørende til kommunernes tilbud, at frontpersonale mangler kendskab til kommunernes tilbud til pårørende.
  • Siden 2020 har kommunerne i mindre grad fokus på at støtte pårørende. Tilbud med fokus på at styrke pårørendes fysiske og/eller mentale helbred er sjældnest. Under halvdelen af kommunerne angiver, at de har sådanne tilbud.
  • De tilbud, der findes om egenomsorg og støtte, er typisk målrettet pårørende til nærtstående med specifikke sygdomme.
  • 40 ud af landets 98 kommuner har en pårørendevejleder, hvilket er en stigning siden 2020. Men halvdelen af landets kommuner har ikke en pårørendevejleder.
  • Kommunernes pårørendepolitikker handler ofte om at give retningslinjer og principper for, hvordan pårørende inddrages.

Baggrund og metode

Undersøgelsen er gennemført ved hjælp af et mix af metoder:

  1. Spørgeskema til sundheds- og omsorgschefer, ældrechefer eller tilsvarende i perioden 28. august til 14. november 2025. 73 kommuner (74 pct.) har helt eller delvist besvaret skemaet.
  2. Desk research på kommuners hjemmeside i 2025 blandt kommuner, der ikke har svaret på fire udvalgte spørgsmål. Fx om kommuners pårørendepolitikker, om de har en pårørendevejleder, og om de har tilbud målrettet pårørende.
  3. Supplerende kvalitative interviews i 2025 i seks kommuner blandt ledere og medarbejdere, udvalgt efter bl.a. geografisk variation og variation i typer af tilbud. I alt deltog 15 interviewpersoner (2-3 deltagere) i hver gruppe á ca. en times varighed. Disse indgår anonymt i undersøgelsen.

I det omfang det har været relevant og muligt, er resultater sammenlignet med en undersøgelse fra Rambøll Management Consulting, gennemført for Ældre Sagen i 2020: Tiltag, initiativer og projekter målrettet pårørende – i kommuner og organisationer.   

Ældre Sagen og undersøgelsen

Ældre Sagen har løbende arbejdet for at forbedre pårørendes vilkår. Der er gennem årene gennemført flere undersøgelser om kommunernes tilbud til pårørende. Denne undersøgelse viser, at kommunerne i højere grad har fokus på inddragelse og samarbejde, og i mindre grad på at udvikle tilbud, der kan støtte til pårørende.

Citat

”Vi synes, det er positivt, at kommunerne har fokus på inddragelse og samarbejde, som ældreloven beskriver. Det bekymrer os imidlertid, at kommunerne ikke i samme grad har fokus på at støtte pårørende, selvom vi ved, at mange pårørende oplever, at det er svært at finde rundt i kommunernes tilbud, og at det kan være en betydelig belastning at hjælpe”.  

- siger Mads Thunøe Fridberg, konsulent på pårørendeområdet i Ældre Sagen.

Støtte til pårørende

Pårørende skal inddrages, støttes og anerkendes
Læs mere om mærkesagen pårørende

Sidst opdateret 30.01.2026