Ældre med anden etnisk baggrund i 2025 og i fremtiden
Antallet af 65+ årige indvandrere og efterkommere tredobles frem mod 2050. Det er særligt antallet af 65+ årige indvandrere fra ikke-vestlige lande, som stiger.
Ældre Sagen arbejder for at give alle mulighed for at leve et godt liv – hele livet. For at styrke vidensgrundlaget om ældre med anden etnisk baggrund i Danmark har Ældre Sagen udarbejdet denne analyse baseret på tilgængelig statistik, som viser, hvordan gruppen af ældre med anden etnisk baggrund er sammensat i dag, og hvordan den forventes at udvikle sig i fremtiden. Med anden etnisk baggrund menes udenlandsk oprindelse. Det omfatter personer, som enten er indvandrere (født i udlandet) eller efterkommere (født i Danmark med forældre, der er indvandrere).
De væsentligste resultater
- Pr. 1. januar 2025 boede der ca. 81.600 ældre (65+ årige) med anden etnisk baggrund i Danmark svarende til 7 pct. af alle 65+ årige i Danmark. I 2050 forventes tallet at være steget til 232.000 svarende til 15 pct. af alle 65+ årige i Danmark. Der er stor variation i andelen af ældre med anden etnisk baggrund på tværs af kommuner.
- Godt halvdelen (53 pct.) af ældre med anden etnisk baggrund i Danmark i dag er indvandrere fra ikke-vestlige lande, mens 45 pct. er indvandrere fra vestlige lande. De sidste 2 pct. er efterkommere. Frem mod 2050 forventes andelen af indvandrere fra ikke-vestlige lande stige til 62 pct, mens andelen af indvandrere fra vestlige lande forventes at falde til 33 pct.
- Flest ældre indvandrere fra ikke-vestlige kommer i dag fra Tyrkiet, Bosnien-Hercegovina, Irak, Iran og Ukraine. Der er flere yngre ældre (65-69 år) i gruppen, flere bor alene, flere er ufaglærte, færre er erhvervsaktive, og den gennemsnitlige indkomst er lavere end blandt 65+ årige med dansk oprindelse.
- Blandt ældre indvandrere fra vestlige lande kommer flest fra Tyskland, Sverige, Polen, Norge og Storbritannien. Aldersfordelingen i gruppen svarer nogenlunde til aldersfordelingen blandt 65+ årige med dansk oprindelse. Ligesom blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande er der flere, som bor alene, men færre er ufaglærte, flere er erhvervsaktive, og den gennemsnitlige indkomst er højere end blandt 65+ årige med dansk oprindelse.
- En mindre andel af ældre indvandrere fra både vestlige og ikke-vestlige lande modtager i dag ældrepleje end blandt ældre med dansk oprindelse.