Bedre hjælp til ofre for digital svindel
Ofre for digital svindel får mere hjælp og støtte. Det har Ældre Sagen bidraget til.
Problemet
- Økonomisk it-kriminalitet vokser. Ofrene bliver blandt andet bildt ind, at de taler med banken eller politiet og bliver således svindlet.
- Konsekvenserne kan være alvorlige. Ofre mister alt fra nogle hundrede kroner til i nogle tilfælde flere millioner kroner. For mange er det forbundet med stor skyld og skam at have været udsat for svindel.
- Der er stor forskel på, om tabet dækkes af banken. Det afhænger bl.a. af svindeltypen og betalingsformen. Nogle ofre står derfor tilbage med både en ødelagt økonomi og alvorlige psykiske eftervirkninger.
Det gjorde Ældre Sagen
- Vi samarbejder med myndigheder, politi og andre organisationer i indsatsen mod digital svindel.
- Ældre Sagen har løbende udtalt sig i pressen om både bekæmpelse af svindel og de alvorlige konsekvenser for ofrene.
- Vi bidrager aktivt til forebyggelsen gennem information til ældre og pårørende via bl.a. hjemmeside, medlemsblad, sociale medier, podcast og lokale aktiviteter som it-caféer og foredrag.
Det opnåede Ældre Sagen
- Ældre Sagen har medvirket til, at der i strafreformen er blevet afsat penge til mere hjælp til ofrene for digital svindel:
- Offerrådgivningen får penge til målrettede indsatser for ofre. I samarbejde med Ældre Sagen indebærer indsatsen bl.a. øget synlighed og fokuseret kommunikation rettet mod ældre og deres pårørende.
- Center mod Økonomisk It-svindel får midler til en styrket indsats for ofre for kontraktbedrageri og deres pårørende.
Det kæmper vi for
- At banker, teleselskaber, sociale medier og andre relevante aktører indfører de bedst mulige tekniske løsninger for at forebygge svindel.
- At ofre for it-kriminalitet hurtigt kan få kvalificeret hjælp til at komme videre. Det handler om rådgivning og i relevante tilfælde psykologisk og økonomisk støtte.