Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Forbedring af mulighederne for besøg på plejehjem i Coronaperioden

Siden Corona ramte, har Ældre Sagen kæmpet for at ophæve de begrænsede muligheder, som plejehjemsbeboere har for at få besøg.

Siden Corona-pandemien ramte Danmark, har Ældre Sagen i flere sammenhænge presset på for at forbedre de meget begrænsede muligheder, som plejehjemsbeboere under Coronakrisen har haft for at få besøg af deres nærmeste i deres egen bolig.

Ældre Sagen har i hele perioden haft hyppig kontakt med Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Her har vi påpeget, når restriktionernes omfang har taget overhånd, og de problemer, der har været med de mange forskellige lokale fortolkninger af restriktionerne.

Sammen med andre foreninger har Ældre Sagen samlet erfaringer om konsekvenserne af bl.a. de meget skrappe besøgsrestriktioner og sendt disse til relevante ministerier og myndigheder samt alle politiske ordførere.

Ældre Sagen fik ultimo juni foretræde for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg og opfordrede her kraftigt til, at mulighederne for besøg skulle forbedres, så beboerne igen kunne få besøg af deres kære. Få dage senere blev bekendtgørelsen ændret, så der igen som udgangspunkt kunne aflægges besøg på både uden- og indendørs arealer på plejehjem. Samtidig blev det fastslået, at den nærmeste pårørende altid må komme på besøg på plejehjemmet, også under et eventuelt forbud.

I løbet af efteråret steg smittetrykket og på mange af landets plejehjem var der igen begrænsede muligheder for besøg. Efter yderligere korrespondance med myndighederne kom der medio november den forbedring, at plejehjemsboere, udover den nærmeste pårørende, nu måtte få besøg af yderligere to pårørende i særlige besøgsrum, såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed beslutter dette.

I midten af december blev det besluttet, at besøgene af op til tre pårørende kan foregå i plejehjemsbeboerens egen bolig.

Ældre Sagen mener, at det er et alvorligt indgreb i plejehjemsboernes rettigheder at forhindre besøg i deres egne boliger. Vi er derfor glade for, at det er lykkes at få lempet restriktionerne og dermed forbedret mulighederne for, at beboere på plejehjem kan få besøg af deres kære i eget hjem.

Ældre Sagen har samtidigt forslået en række tiltag, der kan gøre besøgene mere sikre for både plejehjemsboere, pårørende og personalet.

Se hvad vi mener om vores mærkesag plejehjem

Læs om vore politiske resultater

 

Sidst opdateret 30.10.2023