Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Organisationer: Danmark har brug for et totalberedskab for alle

Danmarks største civilsamfundsorganisationer præsenterer nu et fælles udspil med titlen ”Et totalberedskab for alle i samfundet”
20.08.2026

Digitalt udfordrede danskere, som primært får krisekommunikation via E-boks og MIT.dk. Børn og unge i udsatte positioner, der ikke får hjælp i en krisesituation. Ensomme ældre, der bliver glemt af et overbelastet kommunalt system. Voksne, der er sprogligt og måske kulturelt udfordret. Det er nogle af de udfordringer, seks store civilsamfundsorganisationer nu vil imødegå.

Civilsamfundet vigtigt før, under og efter kriser

Civilsamfundet spiller en afgørende rolle i forhold til de udfordringer, og derfor bør et effektivt kriseberedskab for Danmark inddrage civilsamfundet og have et stærkt fokus på social robusthed. Erfaringer fra blandt andet corona-krisen, stormfloder, stigende leveomkostninger og modtagelsen af flygtninge, herunder fordrevne fra Ukraine, har vist, at civilsamfundet spiller en afgørende rolle før, under og efter kriser. Alligevel bliver civilsamfundets ressourcer i dag ikke udnyttet systematisk nok. Derfor er hovedbudskabet fra de seks organisationer, at civilsamfundet er en vigtig kapacitet – ikke en ad hoc-reserve.

Stå stærkere, når krisen rammer

Sådan lyder det fra Børns Vilkår, Red Barnet, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Beredskabsforbundet og Ældre Sagen, som nu præsenterer et fælles politisk udspil med otte anbefalinger til regeringen.

Organisationernes anbefalinger vil gøre social robusthed til en central del af det kommende totalberedskab, så også børn, ældre, mennesker med funktionsnedsættelse, socialt udsatte, etniske minoriteter og danskere med psykiske sårbarheder står stærkere, når næste krise rammer.

Værste trusselsbillede i over 80 år

Ifølge Styrelsen for Samfundssikkerhed står vi i det mest alvorlige og komplekse risiko- og trusselsbillede siden anden verdenskrig. Blandt truslerne er for eksempel cyber-angreb, energikriser, pandemier, ekstremt vejr og konflikter. Nationalt Risikobillede 2025 

Derfor er det nødvendigt at tænke beredskabet bredere end beskyttelse af Danmarks territorium, kritisk infrastruktur og forsyningssikkerhed, lyder det fra de seks organisationer bag udspillet ”Et totalberedskab for alle i samfundet”.

Der var allerede gode takter i den forrige regerings udspil fra starten af sidste år, hvor den tidligere regering tog de første skridt til at give civilsamfundet en central rolle i udviklingen af beredskabet, og hvor man også havde blik for udsatte grupper.

Og senest har den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen, sagt, at et totalberedskab kun er totalt, hvis alle er med, og at netop civilsamfundet spiller en afgørende rolle.

Derfor er de seks civilsamfundsorganisationer gået sammen om dette udspil for netop at tage denne samtale om civilsamfundets rolle med politikere og andre samarbejdspartnere herunder, hvordan vi i tilfælde af en krise helt konkret kan inddrage civilsamfundet og styrke fokus på sårbare grupper.

Samtidig foreslår organisationerne, at social robusthed fremover bliver en del af totalberedskabet på linje med militær sikkerhed, civil sikkerhed og beskyttelse af kritisk infrastruktur.

Organisationernes otte anbefalinger

1. Formaliser civilsamfundets rolle i totalberedskabslovgivningen.

2. Sæt borgere i sårbare positioner i centrum for totalberedskabet.

3. Styrk det psykosociale beredskab og krisestøtten.

4. Etabler en national civilsamfunds-kriseplatform med kobling til myndighedernes krisestyring.

5. Indgå faste beredskabsaftaler mellem myndigheder og civilsamfundsorganisationer.

6. Skab langsigtede finansieringsmodeller for civilsamfundets beredskabskapaciteter.

7. Inddrag civilsamfundet systematisk i beredskabsøvelser og planlægning.

8. Etabler frivillige støtte- og tryghedspunkter i alle landets kommuner.

Se udspillet til nyt beredskab i Danmark

 

FAKTA: HVAD ER SOCIAL ROBUSTHED?

Social robusthed handler om fællesskab og samarbejde. Social robusthed et samfunds eller en befolknings evne til gennem sociale systemer, ressourcer og relationer at modstå, tilpasse sig og komme sig efter kriser, chok og belastninger.

Sidst opdateret 20.08.2026