Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Analyse: Kommuner nedprioriterer pårørende

Færre kommuner end tidligere har fokus på at støtte pårørende til syge og svækkede danskere. Det viser en analyse, som VIVE har lavet for Ældre Sagen.

Rigtig mange pårørende i Danmark lægger en enorm indsats for deres syge og svækkede kære. Alligevel går det for langsomt med den kommunale støtte til Danmarks hårdt pressede pårørende. Under halvdelen af kommunerne har pårørendevejledere, og færre kommuner end tidligere har fokus på at støtte pårørende.

En ny analyse fra VIVE viser nogle bekymrende mangler ved kommunernes støtte – eller mangel på støtte – til de mange pårørende, der hver dag hjælper syge og svækkede familiemedlemmer og andre nærtstående.

VIVE har undersøgt Danmarks 98 kommuners tilbud på pårørendeområdet for Ældre Sagen. Særligt manglen på pårørendevejledere viser, at alt for mange kommuner svigter deres ansvar, mener Ældre Sagen.

- Pårørende har gennem flere år påtaget sig flere og flere af de plejeopgaver og den fysiske omsorg, som tidligere blev varetaget af kommunerne. Men det er med liv og helbred som indsats, for alt for ofte har det store personlige omkostninger for de pårørende. Det mindste, kommunerne kan gøre til gengæld, er at sikre nem og enkel adgang til professionel rådgivning, men i stedet for at leve op til deres ansvar, så overser alt for mange kommuner de behov, pårørende har. Og det er forstemmende, siger Bjarne Hastrup, direktør for Ældre Sagen.

Ældre Sagen: Mangel på rådgivning er et problem

VIVE’s gennemgang af kommunernes tilbud til pårørende viser dels, at kun 40 ud af landets 98 kommuner har en pårørendevejleder. I Ældre Sagens øjne er manglen på vejledning et meget stort problem, og Ældre Sagen arbejder derfor politisk på at gøre pårørendevejledere i kommunerne til et lovkrav

- Vi kender nok alle en nærtstående eller et familiemedlem, der har brug for pleje og omsorg fra sine pårørende. Og vi kan se, hvor udfordrende det er for langt de fleste at arbejde fuldtid, passe en familie med børn og hjem og så samtidig skulle hjælpe med at passe en syg eller svækket. Derfor skriger det til himlen, at hele 81 pct. af danskerne ifølge en Epinion-undersøgelse ønsker kommunale pårørendevejledere, men at kun 40 ud af 98 kommuner faktisk har en, siger Bjarne Hastrup.

Samtidig afdækker analysen en række andre problemer i kommunerne:

Ansatte kender ikke kommunens tilbud

VIVE’s analyse viser, at kommunernes frontpersonale mangler kendskab til kommunernes tilbud til pårørende. Det betyder, at hjemmepleje, sundhedspersonale og andre ender i situationer, hvor de ikke henviser til vejledere, selvom kommunen faktisk har en pårørendevejleder.

Kun tre ud af fire kommuner fokus på samarbejde med pårørende

Analysen peger på, at kun knapt tre ud af fire kommuner prioriterer at inddrage og samarbejde med pårørende. Disse kommuner svarer, at formålet med pårørendepolitikken er at give retningslinjer og principper for, hvordan pårørende inddrages.

Kommunerne har i mindre grad fokus på at støtte pårørende

Under halvdelen af kommunerne har tilbud med fokus på at styrke de pårørendes fysiske og/eller mentale helbred. Men så sent som i 2024 viste en rapport fra Danmarks Statistik, at 78 pct. af de pårørende mærker, at den psykiske belastning og fysiske påvirkning er stigende. Tilbud om egenomsorg og støtte er typisk målrettet specifikke sygdomme.

Færre kommuner prioriterer støtte til pårørende

Stadig færre kommuner har fremme af støtten til pårørende som et prioriteret formål sammenlignet med 2020. VIVE’s analyse viser, at under hver fjerde kommune har et mål om at forebygge helbredsudfordringer blandt pårørende.

Kun 2 ud af 10 kommuner når ud til pårørende

8 ud af 10 kommuner mener ifølge analysen, at de i nogen grad når ud til de pårørende, som har behov. Kun 2 ud af 10 har svaret, at de når ud til langt de fleste.

Vil du vide mere?

Læs analysen på VIVE.dk: Opsporing af pårørende halter i kommunerne

Støtte til pårørende

Pårørende skal sikres bedre vilkår, så de kan leve gode liv og passe på sig selv, samtidig med at de hjælper syge og svækkede ældre.
Læs hele mærkesagen pårørende

Sidst opdateret 02.02.2026