Et flertal af Folketingets medlemmer ønsker demenspakke
Det vækker stor tilfredshed hos Ældre Sagens vicedirektør, Michael Teit Nielsen, som nu opfordrer politikerne til at handle hurtigt.
— Når et stort flertal bakker op om en demenspakke på linje med kræftpakkerne, er signalet entydigt. Mennesker med demens skal have samme rettigheder som andre patientgrupper, siger Michael Teit Nielsen.
Læs også: Samlet indsats mod demens nu
Han understreger, at tiden for diskussioner er forbi.
— Det er tid til at handle og ikke diskutere. Løsningen er klar, og der er bred enighed. En demenspakke er en investering i værdighed, kvalitet og bedre forløb og den kan samtidig forebygge unødvendige indlæggelser, siger han og peger på, at et kommende regeringsgrundlag bør tage højde for det stigende antal mennesker med demens.
Et opgør med forskelsbehandling
Ifølge Ældre Sagen er der i dag for store forskelle i behandlingen afhængigt af, hvor i landet man bor.
— Et demensforløb må ikke være tilfældigt. Klare rettigheder giver tryghed for både den demensramte og de pårørende. I dag er det alt for ofte den enkelte kommunes økonomi, der afgør, hvilken hjælp man får, siger Michael Teit Nielsen.
Han mener, at demensområdet i årevis er blevet nedprioriteret sammenlignet med andre sygdomsområder.
— Demens er en alvorlig og dødelig hjernesygdom og en af de hyppigste dødsårsager i Danmark. Alligevel behandles området markant ringere end andre sygdomme. Demens er en sygdom ligesom kræft og hjertekarsygdomme, og indsatsen bør styres af evidens og faglighed ikke tilfældige løsninger fra kommune til kommune. En samlet demenspakke er et nødvendigt løft for at bringe indsatsen på niveau med for eksempel kræftforløb, siger han.
Han afslutter med en klar opfordring til Folketinget:
— Der er opbakning, der er viden, og der er behov. Nu mangler vi kun handling. Politikerne bør få stemt demenspakkerne igennem hurtigst muligt.