Social henvisning
Ældre kan gennem deres praktiserende læge blive henvist til en social brobygger og være med i lokale sociale fællesskaber fx i Ældre Sagens lokalafdelinger.
Social henvisning er en henvisning, man kan få hos sin læge på Vesterbro og i Sydhavnen i København.
Netop i disse områder bor en del ældre mennesker, der på grund af sociale og sundhedsmæssige udfordringer lever isolerede og alene.
De kan nu gennem deres praktiserende læge blive henvist til en social brobygger – hvis altså de har lyst og mod på at være med i lokale sociale fællesskaber fx i Ældre Sagens lokalafdelinger.
Brobyggeren viser vej
Metoden bruges flere steder rundt om i verden og stammer fra England. Lægen kan få øje på sociale og relationelle problemer hos patienten, men har ikke tid til at sætte sig ind i patientens ønsker, interesser og formåen. Men lægen kan så henvise til brobyggeren, som har tid til at tage grundige samtaler med den enkelte og sammen med ham/hende finde frem til det helt rigtige lokale tilbud - måske som deltager, måske som frivillig. Brobyggeren kan også være med til at motivere, da netop disse mennesker kan være nervøse for, om de kan klare et nyt fællesskab.
Større tryghed
Brobygger-projektet har indtil videre været en succes, idet mange af deltagerne fortæller, at de føler større tryghed i hverdagen. Det betyder meget for dem, at der er nogen, der tænker på dem og tager sig af dem. Projektet har bl.a. betydet færre indlæggelser på hospitalet.
Samarbejde med Ældre Sagen
Projektet sker i samarbejde med Ældre Sagen, Frivilligcenter VSV og lokale sociale tilbud. En donation fra Novo Nordisk Fonden betyder, at tilbuddet nu inkluderer alle voksne over 18 år i området. Øvrige donorer er Social- og Boligstyrelsen, TrygFonden og Karen Elise Jensens Fond.
Målet er, at social henvisning skal udbredes til hele landet.
Læs mere om social henvisning