Vågetjenesten hjalp Marianne i en svær tid

Da Mariannes mor døde i 2019, havde vågere siddet hos hende i nætterne op til. Det gav Marianne nattero til at finde kræfter.

Marianne Aunels mor døde sidste efterår, 90 år gammel. Mæt af dage og efter fire års sygdom sagde hun farvel til Marianne og sit barnebarn, inden hun sov ind en formiddag.

Vågere havde de forrige fem nætter siddet ved moderen, mens Marianne fik nattero til at finde kræfter. Det var tiltrængt.

— Særligt de første nætter fik jeg sovet. På det tidspunkt blinkede hun stadig med øjnene, og jeg havde en fornemmelse af, at hun var stabil. Vi lavede en aftale om, at hvis noget ændrede sig, ville de hurtigt kunne give mig besked, siger Marianne.

Sådan forblev det indtil den sidste aften. Marianne kunne fornemme, at døden var ved at indtræffe og havde ikke lyst til at forlade moderen.

— Det er sjældent, man har mulighed for at sige farvel og følge nogen hele vejen. Det fineste ved vågningen var, at dén mulighed fik jeg.

Marianne er i dag taknemmelig over, at hun fik sagt ordentligt farvel til sin mor. De to var tætte.

""

Mor som nabo

De seneste 12 år har Marianne og hendes mor boet ved siden af hinanden i et parcelhuskvarter i Dragør. De nød begge, der ikke var andet end et hegn imellem dem.

Hendes mor tog sig af haven, og hun gik ture til vandet, alene eller med Marianne under armen.

Men for fire år siden faldt moderen og brækkede hoften og kom aldrig tilbage til sin gamle form.

De indså, at et liv med jævnlig kontakt til hospital og hjemmepleje var en ny realitet.

Som pårørende oplevede Marianne, at det var hårdt at passe jobbet som it-chef i SAS, samtidig med hun blev ansvarlig for moderens velbefindende.

Hun beskriver, hvad hun og moderen oplevede som svigt og forglemmelser i kontakten med hjemmeplejen:

— Som pårørende har jeg været rystet over, hvordan jeg har måttet kæmpe med sundhedsvæsnet, siger hun.

Efter faldet tog andre sygdomme til, og efter en kræftdiagnose sidste forår tilbragte Mariannes mor primært tiden indlagt på hospital eller på midlertidige ophold på plejehjemmet.

Og endnu engang følte hun sig ikke tryg, fortæller Marianne, som syntes, det var hårdt at bære både den viden og en fornemmelse af ansvar:

— Hvis hun ringede efter hjælp, gik der lang tid, før nogen havde tid til at tilse hende. Jeg ville, hun skulle have en anden afsked med livet, og hun ønskede selv at komme hjem, siger Marianne, som vidste, der ikke var lang tid igen.

Beslutningen om flytningen blev taget efter samtale med sygehuset.

— Min mor var klar over, hvilken vej det gik, og hun ville ikke indlægges igen. Hun ville hjem, og det gjorde hende glad, at hun vidste, hun skulle dø hjemme. Det var uden tvivl den rigtige beslutning.

Sygeplejerskerne sørgede for, at Marianne fik en hospitalsseng hjem til sin mor, smertestillende og information om vågetjenesten. Sådan en havde hun aldrig hørt om før.

Hjælp gav ro

I Dragør, hvor Marianne bor, er det Helle Fyrsting, som koordinerer for vågetjenesten, og det var hende, som tog opkaldet.

— Jeg ringede faktisk med det samme til Helle, og det føltes som en stor lettelse. Vågerne kunne komme, når jeg havde behov. Nogle af dem arbejdede stadig. En af dem havde været hjemme hos min mor før som sosu-assistent – hun våger i sin fritid. Det er jeg stadig meget imponeret over, siger Marianne.

Marianne og hendes familie fik tillid til, at vågerne ville gøre alt for at kontakte dem, så de kunne være der, når døden indtraf. At nogle kunne hjælpe i den svære tid, havde hun ellers mistet troen på.

— Kontrasten til de oplevelser, vi havde haft med bl.a. hjemmeplejen, var fuldstændig vanvittig. Vi mødte helt fantastiske mennesker, der tog sig tid til at gøre noget fantastisk, siger hun.

Hver nat sad der tre forskellige vågere ved Mariannes mors side. Ved 22-tiden mødte den første, som senere blev afløst af den anden. Den tredje sad hos moren, når Marianne trådte til om morgenen.

— Det fungerede upåklageligt. De havde prøvet det før, kunne man mærke, og det gav en form for ro. 

Sidst opdateret 16.09.2020