Et singleliv skal ikke være tabu

Hun har oplevet det så tit. Den nærmest pinlige tavshed, der opstår, når hun svarer på spørgsmålet: Hvor er din mand?

— For når jeg siger, at jeg ingen mand har, reagerer folk nærmest, som om jeg har sagt, at jeg er alkoholiker.

Camilla Lindemann hæver sine mørke øjenbryn og sender et skarpt brunt blik hen over bordet. For det er noget mærkeligt noget, synes hun. At der i 2020 skal opstå tavshed over, at man ikke har en mand eller kæreste. Og at det skal være et tabu at være alene.

Et paradoks
Ordene falder præcist og velvalgt, når den 70-årige kvinde fortæller, hvordan hun oplever paradokset i, at så mange i dag lever som singler, og at det så alligevel er noget, der afstedkommer reaktioner fra omverdenen.

Hun er god med ord, for hun har siddet i chefstolen for flere danske magasiner til kvinder og er forfatter til en række bøger. Den sidste handler netop om det med at være single i moden alder. Og nu ryger brynene en tur op i panden igen. For da hun skulle finde personer til at fortælle om singlelivets glæder og sorger til sin bog, kunne hun simpelthen ikke finde nogen, der ville stå frem. Hele 35 afslag fik hun, før nogen ville stille op.

— Det undrede mig meget. For jeg har tidligere skrevet en bog om at blive ældre, og det er åbenbart mindre pinligt at tale om det end om at være single.

En uafhentet pakke
Der ligger tydeligvis stadig en gammeldags forventning om, at man skal finde en mand og få sig nogle børn, konstaterer hun. Og det smitter af på fx pars omgang med dem, som er alene.

Camilla Lindemann hører singler fortælle om, hvordan invitationerne til parmiddagene forsvandt, da de ikke længere var i parforhold. Hun oplever også, hvordan mange omkring hende føler, at de som singler får et prædikat – at de er uafsættelige, og at ingen vil have dem.

— De føler sig som sådan en uafhentet pakke.

Sådan føler hun sig bestemt ikke, understreger hun.

Savner intimiteten
Hun har været gift to gange, og det er 20 år siden, hun sidst boede sammen med en mand. Siden har hun haft kærester, men ikke noget længerevarende. Som oftest trives hun med sit liv alene, men der er også dage, hvor hun synes, det er vældig trist.

Hun savner intimitet, sex og kys og klap, som hun siger. Det er bare ikke ensbetydende med, at hun, hendes liv og hverdag ville få mere værdi eller blive mere rigtig, hvis hun havde en partner. Alligevel har hun taget sig selv i at føle, at hun skal forklare sin singlestatus.

— Nogle gange, når jeg bliver spurgt til det her med, om jeg har en mand, så tager jeg mig i at få lyst til at forklare mig. Fordi… ja, det ved jeg ikke. Men så tænker jeg, gu vil jeg ej. Jeg har ikke en mand. Længere er den ikke. Det er ikke noget skamfuldt eller noget, jeg skal forklare.

Er Camilla for kræsen? 
Ofte støder hun på folks undren over, hvorfor hun dog ikke har fundet en mand. Underforstået, at hun jo ser ganske godt ud. Og dernæst, at det må være, fordi hun enten er for kræsen, eller fordi hun ikke vil. Men Camilla Lindemann vil gerne have en kæreste. Hun vil bare også være tiltrukket og forelsket.

— Og hvis det er at være kræsen, at man ikke bare finder en, som umiddelbart ligner et godt match, og som er ædruelig og flink, ja, så kald mig bare det. En veninde har sagt til mig: Camilla, er der dog aldrig nogen mand, der finder nåde for dit blik?

— Det virker, som om nogle kvinder og mænd vælger at blive par, bare fordi de umiddelbart passer godt sammen. Der er ingen forelskelse. De vil bare ikke være alene. Som om det vigtigste i verden er, at man har en partner, og så skærer man ned på sine krav, indtil det kan lade sig gøre at finde en.

Camilla Lindemann ryster på hovedet og lader hænderne med de rødlakerede negle glide gennem det gråhvide hår med vanens rutinestyrede bevægelse. Hun kan heller ikke forestille sig at flytte sammen med en partner igen og bo sammen på traditionel vis.

— Jeg har nok fået mine vaner. Jeg vil gerne have en kæreste, men vi skal finde en anden måde at være sammen på end bofællesskab. Her er jo heller ikke plads, siger hun med et grin og peger rundt i lejligheden.

Vil ikke finde mand på golfbanen
Flere i hendes omgangskreds har ellers prikket til hende. De synes, hun burde gøre noget mere for at finde en mand. Og der har vi den igen, påpeger hun. En underforståethed af, at man kun har det halvt så godt, når man er en.

Så vil de have hende til at spille golf eller tennis. For der foregår masser af socialt i klubberne.

— Men jeg har bare noget imod, at jeg skal ud og lære at spille golf, fordi jeg skal finde en mand. Golf interesserer mig ikke.

Nyder at være alene
Og Camilla Lindemann har rigeligt at fylde sine dage ud med. Hun har venner, sin lejlighed i byen og sit sommerhus, hvor hun elsker at gå lange ture i naturen, og hvor hun lige nu sidder og skriver på sin næste bog. Hun er ikke ensom.

— Men jeg er glad for, at jeg er en robust type. Jeg nyder at være alene. Det generer mig ikke en pind. Folk siger: "Gud, tør du være alene i dit sommerhus?” Ja, ellers havde jeg jo ikke købt det.

Men hendes børn vil helst ikke have, at hun går ned og bader alene. Især ikke om vinteren. Så spørger hun, om de så vil komme op og stå med redningskransen hver gang? Så er den ligesom ikke længere.

— Skal jeg lade være med den slags og begrænses, fordi jeg ikke har en mand? Så er der jo alt muligt andet, jeg ikke kan. Jeg prøver virkelig på ikke at begrænse mig selv i min udfoldelse.

Det nytter ikke noget at sætte sit liv på hold. Så bliver det jo en besættelse, konstaterer hun. Og så retter hun sig op i stolen, dér på den anden side af bordet.

For det handler også om ikke at finde sig i tabuiseringen. At man skal lade være med at opføre sig som den her uafhentede pakke.

— Især kvinder over 60 fortæller, at de føler sig usynlige. Det er ikke kun noget med, at mænd ikke længere gider se efter en. Det handler altså også om, hvad du selv byder ind med. Hvis du sætter dig hjem og tænker, at du ikke har noget at byde på – så kan man godt få lov at sidde.