Når de svage skal være de stærke

Fotograf Kristian Buus besøgte i maj beboerne på plejehjemmet Hørgården for at skildre livet på plejehjemmet i en coronatid.

Hørgården Plejehjem ligger i Risskov nord for Århus. Som alle andre plejehjem i Danmark var Hørgården hårdt ramt af Covid-19 og de tiltag, regeringen besluttede at implementere for at begrænse smitten, da coronapandemien for alvor ramte Danmark i foråret.

To beboere på hjemmet blev i marts konstateret smittet med Covid-19. Begge boede på hjemmets korttidspladser og var kommet fra nærliggende hospitaler, og det er ikke klart, om beboerne blev smittet andet steds fra eller på Hørgården.

En beboer blev rask – den anden døde af Covid-19-relaterede årsager.

Hørgården havde corona
Historien, om at ‘Hørgården havde corona’, blev fortalt vidt og bredt i danske medier, og beboerne på hjemmet kunne følge med på tv fra deres værelser.

Alle beboere var i isolation på deres værelser og måtte indtage samtlige måltider der. Den eneste fysiske kontakt med omverdenen var gennem personalet.

Pårørende blev forment adgang, og mange både inden for murene og udenfor var bekymrede, bange og frustrerede. På et pressemøde den 30. marts sagde statsminister Mette Frederiksen:

— Jeg er nødt til at sige til vores ældre og til de mest sårbare: I må fortsat forvente at skulle indrette jer efter smitterisikoen noget tid endnu. Vi beder de svageste om at være de stærkeste.

Ingen knus og kram
Så mens resten af Danmark langsomt lukkede op, måtte pårørende stadig ikke komme på besøg. De måtte mødes med deres kære udenfor, men med god afstand og uden knus og kram.

— Beboerne har været fantastiske igennem hele den vanskelige situation, vi har været i. De blev isoleret 14 dage før alle andre, og de har tacklet det så flot. Men det er da klart, at de har lidt afsavn og fx savnet at spise sammen, som normalt, fortæller Birgitte Thorup Asmussen, der er forstander på Hørgården.

For at kompensere for manglen på fysisk kontakt og besøg fik personalet på Hørgården organiseret telefonsamtaler og Facetime for beboerne, så de ad den vej kunne holde kontakten til deres pårørende.

— Personalet har skullet arbejde på nye og kreative måder. De har både været omsorgspersoner og erstatning for den familie, der pludselig ikke måtte komme på besøg. De var den eneste menneskelige kontakt, beboerne havde. Det har været en underlig tid, og verden er stadig ikke helt den sammen som før corona, siger Birgitte Thorup Asmussen.

Fire fortællinger fra livet på Hørgården

Gudrun fra plejehjemmet Højgården

Her kan du læse om fotograf Kristians Buus’ møde med fire af beboerne på Hørgården tidligere på året og blive klogere på, hvordan beboerne oplevede det dengang, de var afskåret fra kontakt med deres kære.

Gudrun Olesen
Gudrun Olesen, 93, mødte Kristian Buus i solen på hendes lille terrasse, uden for hendes værelse på Hørgården den 5. maj – 75-årsdagen for Danmarks befrielse.

Gudrun er bagerkone fra Bindslev ved Hjørring, og hun husker tydeligt befrielsesdagen. Hun husker også krigen selv, en krig, som ikke havde den store indflydelse på dagligdagen i Bindslev.

Corona er anderledes på alle måder, og hun synes, det er helt forfærdeligt med en sygdom, som kan lamme hele landet og verden på den måde.

Et enkelt møde ansigt til ansigt
Gudrun Olesen kom til Hørgården i november 2019, efter at hun mistede førligheden i benene. Hendes datter bor i Risskov, så derfor flyttede hun fra Nordjylland til Århus.

Datteren bor tæt på, men på grund af corona har de kun set hinanden ansigt til ansigt en halv time forleden dag, hvor de mødtes i Hørgårdens overdækkede havestue.

Ud over det, har de set hinanden gennem vinduet med glasdøren lukket, og det har været svært for Gudruns små oldebørn at forstå, at de ikke kan komme ind og sige hej og larme, som de plejer.

Alle skal spise på værelserne
Før corona spiste beboerne sammen og mødtes over kaffe og kage, og trængte man til en sludder, var der altid en at snakke med.

Siden marts har alle beboere spist deres måltider på deres værelser og har ikke set hinanden.

Det har været nogle meget lange og stille dage, med alt for meget tv-kiggeri, for selvom Gudrun ser dårligt, har hun fulgt meget med i, hvad der sker i Danmark og verden gennem nyhederne.

Susie fra plejehjemmet Højgården

Hun håber, der er ved at komme en løsning, men hun er sikker på, at hun og de andre plejehjemsbeboere bliver de sidste, der bliver lukket ud.

— Men sådan er det jo, som hun siger.

Susie Bruun
Susie Bruun, 79, plejede at køre i Føtex, til frisør på Vestre Strandallé og på besøg hos sin søn, som det passede hende. Hun sidder i kørestol, men stolen tager hende nemt rundt i kvarteret.

Alt det ændrede sig med corona, og nu har hun ikke været på tur i knap to måneder. I begyndelsen af maj er hun kun lige begyndt at komme udenfor på den lille terrasse uden for glasdøren.

Susie Bruun, har været sekretær på Aarhus Universitet i 20 år. Før det var hun forpagter på Ørnereden, et traktørsted i Marselisborgskoven, men sygdom gjorde, at hun måtte sælge sin del af virksomheden og søge fast job.

Ingen at dele tankerne med
Susie Bruun har boet på Hørgården i syv år og har tit besøgt sin søn, som bor tæt på. Hun har brugt meget af sin tid de sidste lange måneder uden besøg på at læse krimier og se tv, men det har været en meget stille tid,

— når der ikke er nogen at dele tankerne med, som hun siger.

Indtil for nyligt har alt foregået på værelset. Alle måltider er blevet serveret indenfor de samme fire vægge hver dag, morgen, middag og aften, og de eneste, hun så i lang tid, var ansatte på stedet.

Nu ser hun familien, udenfor og på afstand. Hendes oldebarn på to år har svært ved at forstå, at hun ikke må komme indenfor,

– hun ved jo, hvor slikket er gemt.

Holger fra plejehjemmet Højgården

Susie mener, at Mette Frederiksen scorede nogle billige point, da hun bad “de svageste om at være de stærkeste”, og hun regner med, at det hele går hurtigt over.

Holger Strandgaard
Holger Strandgaard, 87, bor på første sal på plejehjemmet og mødes med fotografen på Hørgårdens overdækkede terrasse på en smuk, men kold majdag.

Fotografen sidder tre meter væk, som foreskrevet. På dette tidspunkt er det stadig kun personale og beboere, der har adgang indenfor. Dog er coronareglerne nu lempet så meget, at de trods alt kan mødes ansigt til ansigt.

Haven er så langt vi kommer
Holger er tidligere landmand fra Djursland og har været på Hørgården i et års tid. Han er glad for stedet og føler sig tryg her, men som han siger:

— Vi er jo lukket inde, så vi ikke kan komme i kontakt med nogen. Haven er så langt, vi kommer. Tiden går jo sådan set af sig selv.

Marie Hansen
Da Hørgården havde to tilfælde af corona i marts, med et dødsfald til følge, havde Marie Hansen, 100, en lettere hoste, som hun havde svært ved at slippe af med.

Marie fra plejehjemmet Højgården

Alle på hjemmet var blevet bedt om ikke at forlade deres værelser, og personalet, som kom ind til Marie, var iklædt værnemidler af sikkerhedshensyn.

Marie er ikke en person, der følger med i nyhederne, og hun havde svært ved at forstå nødvendigheden af de nye coronatiltag på hjemmet, som hun fandt skræmmende og forvirrende. Kendte ansigter var nu fremmede bag visirer og ansigtsmasker, og alle måltider skulle indtages på rummet.

Tre meters afstand
Det var koldt og blæsende, den dag Marie mødte fotografen, så de mødtes på den overdækkede terrasse på Hørgården. Fotografen satte sig med behørige tre meters afstand, men da larmen fra trafikken overdøvede ham, måtte han rykke tættere på.

Han fik udleveret visir, tog mundbind på og rykkede tættere på, men for Marie Hansen bragte synet af ham med værneudstyr på minder frem, hun tydeligvis ikke var glad for. De to blev derfor enige om, at han skulle tage alt det ‘unødige stads’ af og rykke to meter tilbage med stolen.

Sidst opdateret 12.11.2020