Min demensaflaster bringer hverdagen tilbage

Karin Boye Petersen savner sin mand. Han husker ikke ret meget, mens hun husker alt fra et langt liv. Et lyspunkt er parrets demensaflaster fra Ældre Sagen.

Isolation var årsag til, at Karin Boye Petersen takkede ja til at få en demensaflaster, da hendes mand, Peter Petersen, blev syg. Venner og bekendte kom ikke længere så ofte på besøg, og dagene sammen med sin mand, som hun ikke kunne efterlade alene hjemme, var lange og opslidende.

– Det er jo mit livs kærlighed, som jeg elsker og respekterer så højt, men han forsvinder mere og mere fra mig. Hans krop er her, men de mange fortællinger fra vores liv er jeg alene med. Derfor kom demensaflasteren som et friskt pust ind i vores liv, fortæller Karin Boye Petersen.

Frisk luft og mandesnak

Demensaflaster Lehn Dahlstrøm begyndte hurtigt at komme de fleste dage i ugen for at gå eller køre en tur med Peter Petersen. Det gav Karin mulighed for at komme til frisør eller ud at handle, og for hendes elskede mand betød det frisk luft og en mandesnak. Nu hvor Peter Petersen er flyttet på plejecenter, besøger Lehn Dahlstrøm dem begge på skift.

Læs også: Få svar og råd i guide om demens

– Vi er blevet venner. Og selvom Peter ikke husker så meget, så nyder han vores tid sammen. Det kan jeg fornemme, siger Lehn Dahlstrøm.

Giver Bimmeren gas

Når han vil forkæle Peter Petersen, henter han ham på plejecentret i sin lille sportsvogn, slår kalechen ned, giver dem hver en kasket på og drøner så en tur ud i den friske luft.

– Når Peter og jeg giver Bimmeren gas og kører derudad, så lever vi. Vi mærker på hver vores måde, at det her er fedt, siger Lehn Dahlstrøm.

Som et fængsel uden tremmer

Det nager dagligt Karin Boye Petersen, at hendes mand bor på et plejecenter.

– For jeg ville ønske, at alting var anderledes, og at jeg selv passede ham. Men det kan jeg ikke. Og derfor er det rart, at Lehn kommer her. Han får mig til at grine og smile lidt ad det hele. I går fortalte han mig, at min mand, som næsten ikke har mere sprog, pludselig havde sagt helt uden for sammenhæng: ’Det er sgu godt.’

Læs også: Pas på dig selv mens du hjælper

I reolen i lejligheden i Risskov står der en del bøger om Odd Fellow.

Lehn kommer på besøg

I mere end 40 år kom Peter Petersen i broderordenen. Det betød masser af kammerater, sociale relationer og et udadvendt liv. Det er der ikke meget tilbage af. Men Lehn Dahlstrøm holder ved. Han besøger mand og kone hver for sig næsten hver dag. Det gør han nu på tredje år.

– Det var ensomt, indtil vi fik en demensaflaster. Vi deltog jo ikke i noget længere, og vores netværk bristede. Jeg gjorde alt sammen med min mand. Da han blev syg, stoppede det. Langsomt følte jeg mig indespærret. Som i et fængsel uden tremmer. Vores demensaflaster blev min linje ud i det pulserende liv, fortæller Karin Boye Petersen.

Lidt hverdag vendte tilbage

Hendes hverdag krakelerede, da Peter Petersen fik sin diagnose, og først da de fik en demensaflaster, vendte noget af det normale tilbage.

– Jeg var helt kørt ned, men Lehn gav mig lidt af hverdagen tilbage. Og så lærer han mig, at jeg ikke skal være flov. Det er nemmere at acceptere tingenes tilstand, når man bliver mødt, set og forstået af et andet menneske. Det er også mit råd til andre: Accepter situationen, og tag imod hjælp, siger Karin Boye Petersen.

Læs også: Få en demensaflaster

Sidst opdateret 18.11.2019