Lillan og Henning blev skilt ad under corona

Hun kom træt hjem fra kursus tirsdag aften. Næste morgen ringede hun til sin mand, Henning, på plejehjemmet og fortalte, at hun var på vej. Hun skulle bare lige have tøj på.

Men så var det, at plejehjemslederen ringede. Der var indført besøgsforbud på plejehjemmet. For at minimere risikoen, for at beboerne skulle blive smittet med corona.

— Havde jeg dog bare været lidt hurtigere om at komme i tøjet den morgen, så havde jeg fået set ham.

— Nu sidder jeg her og kan ikke gøre noget, siger 63-årige Lillan Albeck, der ikke kan lade være med at bebrejde sig selv, selvom hun godt ved, at det ikke nytter noget.

Verden blev ændret

Hendes verden ændrede sig den 11. marts. Alles verden ændrede sig i den uge.

Med ét blev corona vores fælles fjende, og er der noget, vi har lært i tiden efter, så er det sundhedsmyndighedernes slogan: Vi skal være sammen – men hver for sig – om at bekæmpe corona.

Det budskab forstår Lillan Albeck til fulde. Men det gør hendes mand, Henning, ikke.

For han er udfordret af hele tre demenssygdomme, og er en af de mange beboere, der i denne tid sidder isoleret på et plejehjem uden at forstå, hvorfor hans elskede kone ikke længere kommer på besøg.

— Jeg er så heldig, at Henning og jeg kan tale i telefon sammen, så han kan høre min stemme. Men han forstår ikke, hvad det her drejer sig om.

— I går sagde han til mig, at det var længe siden, jeg havde været på besøg. Kommer du ikke snart?, spurgte han. Så forsøgte jeg at forklare ham, at det var på grund af en sygdom, som han ikke måtte blive smittet med, at jeg ikke kunne komme. Men jeg tror ikke, han forstod.

Gik på efterløn

Sidste sommer gik Lillan Albeck på efterløn. Hun ville hellige al sin tid til Henning, der er 82 år og bor på demensafsnit på et plejehjem i Lyngby.

Det var et alvorligt og langvarigt influenza-udbrud på plejehjemmet i det tidlige forår, der gjorde, at hun tog beslutningen om at stoppe på sit arbejde som sagsbehandler i en kommune:

— Henning var meget syg, og jeg blev også smittet og lå syg i mange dage.

— Da jeg endelig var frisk og kunne komme op på plejehjemmet igen, kunne jeg se, hvor meget sygdommen og vores adskillelse havde påvirket Henning. Han var blevet meget dårligere. Derfor besluttede jeg, at jeg ville være så meget sammen med ham som overhovedet muligt, i den tid han har tilbage.

Siden har Lillan Albecks liv først og fremmest handlet om Henning.

Hun er hos ham hver dag, kysser og krammer ham, synger for ham, de taler sammen, går til musikarrangementer på plejehjemmet, og hun spiser ofte aftensmad sammen med ham.

Hun er en kæmpe hjælp for personalet, for det er gået hurtigt ned ad bakke med Hennings helbred, og Lillan oplever, at personalet, grundet tidspres, ikke altid kan tackle ham.

— Men det kan jeg. Når han bliver urolig og opfarende, kan jeg få ham rolig igen, og når han ikke vil tage sine piller, kan jeg sige til ham, at det skal han, så han ikke bliver mere syg. Så tager han sine piller.

— Og når han, på grund af sin Lewy Body-demens, kan få pludselige feber-udbrud, så er jeg der og sørger for, at han får noget koldt at drikke og ikke sidder og koger. Alt det er der jo ingen, der kan sørge for nu… 

Ingen ekstra hænder

I denne tid kan Lillan Albeck hverken være en hjælp for personalet eller den solide støtte for sin mand. Derfor er hun dybt bekymret.

— Hvis bare personalet havde tid til at køre Henning ned i haven, så kunne jeg sidde på en bænk to meter fra ham, så han i det mindste kunne se mig. Men det har de ikke overskud til i denne tid. Bare dét at få ham over i en kørestol kan tage halve timer.

— Jeg synes, mange glemmer at tænke på, at vi pårørende til daglig gør et meget stort arbejde – frivilligt og gratis – og derfor er en uvurderlig støtte for personalet på plejehjemmet. Men nu kan vi ikke være der og være de ekstra hænder, de har brug for.

For få dage siden gik det op for Lillan Albeck, at hun med sin diabetes og astma også selv er i en risikogruppe, og derfor ikke bør udsætte sig selv for den smitterisiko, det er at gå ud og handle. Så i denne tid sørger gode venner for, at hun får købt mad.

— Jeg har godt nok en have, jeg kan gå ud i, men jeg er så udmattet af bekymringer over situationen, at jeg knap nok magter at gå ud med skrald.

Jeg elsker dig

Som pårørende ægtefælle lever man i forvejen i evig sorg og savn over tabet af sin livsledsager. 

Med besøgsforbud og usikkerhed er sorgen og savnet blevet endnu større for Lillan Albeck, og hun føler sig meget ensom.

Hun har forsøgt at gøre så meget som muligt: Har udarbejdet playlister med Hennings yndlingsmusik, hun har også indsunget en godnatsang, så Henning kan falde i søvn til hendes stemme – og hun har daglige telefonsamtaler med ham, som hun hver dag indleder med: Min elskede, jeg elsker dig. Hvortil han altid svarer: Jeg elsker også dig.

— Det, der gør mig allermest bange, er visheden om, at når Hennings hjerne ikke stimuleres, så sætter det skub i demenssygdommene. Det ved alle, der har med demenssyge at gøre. Jeg er angst for, at dét, at jeg ikke kan være der for ham, fysisk og mentalt, det vil han dø af.

— Det et spørgsmål om pest eller kolera. Skal han dø af demensen, fordi hans hjerne ikke bliver stimuleret, eller skal han dø af smitte med corona?

— Det er forfærdeligt at tænke sådan, men det er dér, vi er, og jeg er frygtelig bange for, at jeg ikke kommer til at se ham igen, siger Lillan Albeck, der mener, at man i et kontrolleret omfang burde tillade de nærmeste pårørende adgang til plejehjemmene.

— Personalet udgør også en smitterisiko for vores familiemedlemmer. Men hvis vi nære pårørende fx kunne få lov til i denne periode at flytte ind hos vores kære, så ville det jo være en stor hjælp for alle – og i allerhøjeste grad for demensramtes ret til ikke bare et liv, der er værd at leve – men et fortsat liv, mener Lillan Albeck.

Interviewet blev lavet i marts 2020 under coronanedlukningen.