Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Ingen skal være alene i livets sidste timer

Behovet for flere vågere stiger. Hjælpen er med til at give ro og tryghed til flere døende og pårørende.

Det er en nat, som 66-årige Viggo Laursen sent glemmer. I en stue på plejehjemmet Egelunden i Kokkedal våger han over en døende. I værelset ved siden af ligger der også en døende.

– Da min vagt er ved at slutte, hører jeg noget støj og bump inde fra nabostuen. Jeg reagerer ikke på det, da jeg tror, vi har en af vores vågere siddende derinde, siger han.

portræt af våger Viggo, der er på vej til en vågningDa vagten er slut, kigger han ind til nabostuen og ser, at sengen er ryddet. Kvinden, som før lå derinde, er gået bort uden at have haft nogen ved sin side.

Ældre Sagens vågetjeneste havde ikke haft nok ressourcer til at dække begge stuer på samme tid.

– Det gjorde ondt på mig. Det er svært at leve op til vores motto: ”Ingen behøver at være alene i livets sidste timer”, hvis der ikke er nok frivillige, siger han. 

Antal af vågetimer stiger

Op mod halvdelen af Ældre Sagens 49 vågetjenester oplever, at der ikke er nok frivillige til at dække efterspørgslen på vågere.

Det viser seneste rapport fra Ældre Sagen

Manglen på frivillige vågere bliver samtidig presset af, at flere plejecentre og familier ringer efter hjælp.

Hos Ældre Sagen vågetjeneste i Fredensborg vågede de 243 timer i alt i 2016. Et år senere, i 2017, var det steget til 452 timer. Det varierer, hvor mange timer, en våger bruger pr. besøg.

– Vi slås med at finde nok frivillige hver dag. Mange potentielle frivillige er presset med tiden og økonomi i hverdagen, og mange danskere bryder sig ikke om at tale om eller komme for tæt på døden. Døden er stadig et stort tabu, lyder det fra Viggo Laursen, våger og leder i vågetjenesten i Fredensborg.

Frivillige gør en forskel

At våge handler om at give tryghed, ro og nærvær til mennesker, som ligger for døden. Det fortæller 66-årige Tove Thulstrup Pedersen, vågekone og koordinator i Ældre Sagen Mariagerfjord vågetjeneste.

– Jeg så mange gå bort alene, da jeg arbejdede i sundhedsvæsnet og på sygehuset. Det rørte mig og inspirerede mig til at blive vågekone. Bare fornemmelsen af, at der er andre i rummet, gør en kæmpe forskel for den døende og pårørende, siger hun.

 I 2017 var antallet af vågetimer i Ældre Sagens afdeling i Mariagerfjord steget fra 182 vågetimer til 410 på et år.

– Antallet af vågetimer viser, at folk har brug for os. For to år siden kunne der gå flere måneder, uden at nogen ringede til os. I dag er der som regel tre i gennemsnit om måneden, fortæller Tove Thulstrup Pedersen.

Læs mere om Ældre Sagens vågetjenester

Ældre Sagen hjælp er på vej

Viggo Laursen og Tove Thulstrup Pedersen fortæller, at man ikke behøver have erfaring med døden eller hospitaler for at blive frivillige våger. 

Våger Viggo er på vej ind til en vågning med citat

De frivillige i vågetjenesten har alle gennemgået et kursus og bliver godt rustet til opgaven.

Hvis man har brug for råd eller vil dele en oplevelse, kan man altid ringe til hinanden eller koordinatorerne i vågetjenesterne.

– Hvis man kan gøre en forskel og forhindre, at nogen dør alene, så synes jeg, man skal gøre det. Så længe du har lysten og modet til det, fortæller Tove Thulstrup Pedersen.

– Som pårørende kan du blive fysisk og psykisk træt af at passe en døende. Men du tør ikke sove, fordi den døende er tæt på at forlade denne verden. Der kan vi tage over, mens den pårørende får ro og fred til at sove og samle ny energi, siger Viggo Laursen.

Sådan bliver du frivillig våger

Som frivillig i vågetjenesten er du til stede i rummet hos den døende, og du er den, der kalder på hjælp, når det er nødvendigt.

Du kan våge på både plejecentrene i kommunen og i private hjem.

I første omgang skal du kontakte en lokalafdeling i nærheden af dig for at høre, om der er en vågetjeneste i nærheden.

Herefter kan du aftale et møde med koordinatoren eller tage samtalen over telefonen for at høre mere om arbejdet som frivillig våger.

Find din lokalafdeling

Sidst opdateret 24.08.2023