Her bor de levende
Er du bange? spurgte jeg ham om eftermiddagen under en af vores samtaler.
— Nej, jeg vil bare gerne derhen.
Og Charlotte Bork Høvsgaards mand, Thomas, kom derhen. Han døde af kræft. Nu har hun skrevet to gribende, tankevækkende bøger om den smertelige dannelsesrejse, som den store sorg sendte hende og sønnen Halfdan på.
Den første titel er Så er Thomas væk, og det er en fortælling om, hvad der skete, da ægtefællen efterlod minderne til hende. Den anden titel, Her bor de levende, fortsætter med historien om hverdagen, når man har mistet et af hovedvidnerne til sit liv.
Det er modige betragtninger. Når det grådkvalte trænger sig på, er det mest læseren, der fælder en tåre. Men især er det befriende at følge, hvordan en klog kvinde – ikke kommer over det – men ved hjælp af egen styrke og andre menneskers omsorg kommer videre.
— Der gjorde nære venner og en psykolog. Det var dog først og fremmest mine forældres vilje og evne til at være der for os med en forståelse for tabet.
Deres vigtigste funktion var at lytte. Det gjorde de til alt, hvad der væltede ud af mig. Til gentagelserne. Til beskrivelserne af de samme begivenheder om og om igen. Fra diagnosen til beskeden om, at Thomas ikke ville overleve.
At jeg fik lov til at fortælle i en uendelighed gjorde, at jeg forstod mere og mere af, hvad der var foregået.
Jeg var bange for at være alene i begyndelsen. Det var utrygt at være den eneste voksne tilbage. Det var helt afgørende, at de var åbne over for mine angstfyldte tanker. Det var en gave, at de sagde, at jeg ikke måtte spare dem for noget. Det var tilladt at tale om alt.
På den måde blev det ensomme sted inden i mig lidt mindre. Det var en kæmpestor lindring, at de på en måde tog halvdelen af ansvaret.
Der var aldrig en deadline. Der var aldrig en snak om, at nu måtte de også hellere køre hjem. De tog først afsted, når vi var enige om, at vi trængte til en pause, fortæller Charlotte Bork Høvsgaard.
Kan man virkelig slippe af med ensomheden? Trænger den sig ikke på, selv om man taler om den?
— Der vil altid være en ensomhedsfølelse. Thomas er væk. Alt det, vi havde sammen er jeg blevet alene om.
Men der var en trøst i at tale om det. Det blev min medicin. Også når det blev for svært, at jeg ikke mere kunne dele oplevelser med vores søn, Halfdan, med Thomas. Det var jo ham og kun ham, der sad på fødeafdelingen dengang. Det kan jeg ikke reetablere med andre.
Ældres sorg bliver ikke taget alvorligt
Der er mange, der oplever, at de nærmeste har berøringsangst?
— Det hjalp nok mig, at jeg selv var åben og villig til at lade samtalen tage mange veje. Jeg turde vise, at jeg var faldet fra hinanden. Så er det nemmere at hjælpe.
Men ikke alle tør. Vi støder ind i masser af fortrængning?
— Jeg valgte på alle måder at konfrontere mig med døden. På den måde bliver den virkelig. Det var min strategi. At møde sorgen er vejen til heling.
Hvad med ældre mennesker, der mister. Deres forældre er døde og vennekredsen ofte lille?
— Jeg var 39 år. Men det er jo ikke nemmere, for de mennesker, der har haft et langt liv sammen. Det skal ikke bare afvises som en del af naturens orden.
Det er et problem, hvis vi overser eller minimerer ældre menneskers sorg med formuleringer som ”I havde jo også et godt og langt liv bag jer” – eller: ”Han nåede jo også at blive gammel.”
På den måde lukker man for den sørgendes mulighed for at tale. Der er også noget med ’godt at han fik fred’. Det bliver så begrænsende og ufølsomt. Hvis de nu ikke havde lyst til at få fred. Hvis de ikke nåede at sige en sidste ting.
Jeg tror, at mange ældre sidder med en fornemmelse af, at de ikke bliver taget alvorligt, når de får besked på at komme videre og tage sig lidt sammen.
At møde sorgen er vejen til heling
I Charlottes anden bog citeres Max Porter Sorg er et væsen med fjer: ”At komme videre som koncept er for dumme menneske, fordi ethvert begavet menneske ved at sorg er et langvarigt projekt.
Jeg nægter at skynde mig. Den smerte, der er påtvunget os, bør intet menneske bremse eller fremskynde eller fikse.”
For Charlotte Bork Høvsgaard er det vigtigt at få med, at sorgen aldrig forsvinder. At den er et vilkår:
— Men det fine ved det er, at jeg med de mørke pletter oplever en forbindelse tilbage. At konfrontere mørket er også at mindes Thomas og at vide, hvor meget han betød.
At mindes kærligheden. Og hvad er det for noget, at man skal se at komme videre? Der kommer ikke en fase, hvor man i ramme alvor kan sige, at man har lagt det bag sig.
Der vil altid være den tilstand af mørke og lys, der skifter. Sådan må det godt være.
Og din søn?
— Der er de samme svingninger for ham. De ser anderledes ud, fordi han kun er 15 år. Hans perspektiv er et andet, men mønstret er det samme. Han støder også ind i minderne og tanker om, at når han engang får børn, så skal han fortælle, at der ikke er en farfar.
Læs artiklen: "Derfor er bedsteforældre vigtige"
Har du ikke været vred?
— Jeg er ikke så god til vrede. Det tætteste, jeg har været på vreden, er at tordne mod vilkårligheden. Det nærmer sig en slags vrede, når jeg forestiller mig alt det, Thomas ikke fik lov at opleve.
Når jeg går en tur med hunden en tidlig morgen, og lyset er særlig smukt, så tænker tænker jeg, at det skulle Thomas have oplevet og at det er forbandet, at han ikke er sammen med mig.
Men jeg er ikke vred på Thomas. Tværtimod. Jeg føler en stærk, stærk medlidenhedsfølelse.
Selvmedlidenhed også?
— Fortvivlelse og afmagt er de mest rammende ord.
I Thomas’ dagbog skrev han om dødsangsten, før den ramte ham. Og at han forestiller sig familiens fremtid på den anden side af hans død. Det ser han for sig. I hans optik vil trekanten – far, mor og barn – bestå, blot med en ny besætning.
Til det bemærker Charlotte i sin sidste bog: ”Thomas kunne ikke forestille sig, hvor langt ud over hans død jeg kom til at føle, at jeg stadig var gift med ham, og hvor længe jeg derefter kom til at opfatte mig som hans enke.
Thomas kendte ikke til, hvordan en trekant forvandler sig, og hvor længe et ekko klinger.”
Hun siger:
— Jeg sagde til ham, at han ikke måtte dø. Og han svarede, at det gjorde han. Måske er der et nyt ståsted ved at gå igennem denne krise.
Læs mere om at miste en ægtefælle eller samlever
Tekst: Mette Fugl Foto: Jørn Deleuran
