Fordi det værste er at tie om døden

Bente Larsen fik hjælp af frivillige til at håndtere sin mands død. Nu giver hun det, hun selv fik dengang, videre. Hun insisterer på, at ingen skal gå alene med deres sorg.

Ingen sagde noget, da Bente Larsen kom på arbejde, efter hun havde mistet sin bror. Stilheden gav en ekstra smerte, som brændte i hende og senere blev til et insisterende ønske om, at ingen skal tie om sorgen, når deres nærmeste går bort.

Portræt af Bente Larsen, der har mistet sin mand

– Vi bliver så forskrækkede og ved ikke, hvad vi skal stille op, når nogen dør. Ikke at tale om min brors død gav mig nærmest lyst til at skrige. Jeg lovede mig selv altid at spørge og lytte, når nogen mister – også selvom jeg ikke kender vedkommende godt,” siger hun.

Da Bente Larsen mistede sin mand for omtrent et år siden, kom hun heldigvis heller ikke til at stå alene med sin sorg på samme vis, for hendes datter fandt en sorg- og livsmodsgruppe via Ældre Sagen.

Læs mere om sorg- og livsmodsgrupper"

I gruppen blev der talt og lyttet. Paradoksalt nok havde Bente Larsen først ikke lyst til at deltage.

– Jeg tænkte, der ville være for meget føleri og for mange fremmede. I sorgen er man jo meget sårbar, og jeg var ikke sikker på, at jeg turde udstille mig selv på den måde, siger hun.

I dag ses hun stadig med gruppen, længe efter forløbet på ti gruppemøder er blevet afsluttet. Og hun har også været på kursus, så hun snart selv kan begynde som leder i en ny gruppe.

Se også: "Hjælp til pårørende - en guide"

Bagefter blev det hårdt

At tage springet og få en anden rolle i en sorg- og livsmodsgruppe var en stor beslutning for Bente Larsen, men motivationen var klar: – Lige så skeptisk, som jeg havde været, før jeg begyndte i gruppen, lige så meget vil jeg nu gerne give alt det videre, jeg selv har fået. Selvfølgelig har jeg skullet have min egen situation på afstand, men jeg tror, fordi jeg selv har mærket sorgen over at miste – fordi jeg selv har været der, at mine erfaringer vil være en styrke, siger Bente Larsen.

Da hun selv sad i gruppen, dukkede et hav af følelser op, som hun ikke havde været opmærksom på forinden.

Det var som et låg, der blev taget af: – Da min mand var syg, havde jeg ikke overskud til mig selv. Han var syg i en længere periode, og i gruppen gik det op for mig, hvor meget jeg havde kæmpet, siger hun.

Læs artiklen: "Pårørende: Pas på dig selv mens du hjælper"

I gruppen fandt de ligheder og forskelle i sorgbearbejdningen. Hvor nogle eksempelvis hurtigt skilte sig af med deres ægtefællers ting, holdt andre fast i skjorter, sko, bukser og jakker.

– Jeg har stadig hans tøj pakket ned i bilen. Jeg kører dem til rette sted, når jeg er klar. I gruppen talte vi om, at der ikke er en rigtig og en forkert måde at føle sorg på. Første gang vi mødtes, fortalte vi om vores afdøde mænd – og vi stortudede på skift. Vi blev sårbare sammen,siger hun. Gruppen blev også brugt til at få styr på praktiske anliggender, som gruppedeltagernes ægtefæller plejede at stå for.

Læs artiklen: "Når din ægtefælle dør"

Altid tale gerne græde

Portræt af pårørende Bente der sidder ved skrivebord med citat

På spørgsmålet, hvorfor det var nemmere at dele tanker i sorg- og livsmodsgruppen end med familie og venner, svarer hun omsorgsfuldt over for sine nærmeste:

– De siger, ’du skal bare ringe’ – men jeg ved jo godt, at de næsten ikke kan rumme at høre det hele en gang til. I gruppen har det været tilladt at dele det samme og det samme igen og igen – hele tanken bag at samle os har jo været, at vi skal tale sammen, så derfor er det nemmere. Og vi har lyttet på hinanden, fordi vi savner og er kede af det sammen, siger Bente Larsen. 

Sin egen ked af det-hed vil hun heller ikke lægge skjul på som gruppeleder. Det skal være tilladt at græde:

– Jeg vil sikkert tude med de andre. Vi er jo inde og røre ved noget af det allermest følsomme. Jeg tror, vi har lyst til at belemre andre med vores sorg, men at vi ikke tør. Også den kommende gruppe skal være et frirum, hvor ingen behøver være bange for at være til besvær, siger Bente Larsen. 

Mød andre pårørende

Netværk for alle os, der er pårørende

I Facebook-gruppen "Netværk for alle os, der er pårørende" kan du, som er tæt på en, der har brug for hjælp, dele viden og erfaringer med andre — pårørende til pårørende.

Sidst opdateret 02.09.2019