En verden til forskel

Hele 22 kilo nåede at rasle af Lene Hjelms 86-årige svigermor Sigrid Berg på de to år, hun modtog hjemmepleje i sit hjem i Assens. Selvom familien igen og igen rykkede ledelsen, skete der intet. Imens tabte Sigrid sig. Så meget, at Lene Hjelm og hendes familie til slut ikke så anden mulighed end at flytte med svigermor til Jammerbugt. Familien frygtede simpelthen for svigermorens liv.

— Vi oplevede hver uge, at der var mad til overs hos min svigermor. Nogle dage havde hun slet ikke spist, fortæller Lene Hjelm.

Hjemmeplejen lyttede ikke
Plejepersonalet vidste, at svigermoren havde en demenssygdom, men alligevel var rutinen den samme, når de kom med maden. Sigrid blev spurgt, om hun var sulten, hvortil hun svarede nej. Og så var personalet ude ad døren.

— Når man er så syg med demens, som min svigermor er, så nytter det ikke at spørge, hvad hun har lyst til. Det ved hun ikke. Så skal man anrette maden og servere den for hende, siger Lene Hjelm.

Hun forsøgte at række ud til hjemmeplejen, der nægtede, at der skulle være et problem.

— Det var som at tale til en dør, siger Lene Hjelm.

Til sidst gik det ikke længere. En episode blev dråben.

— En dag kom jeg hjem til Sigrid og løftede en pude fra hendes stol, som var fuldstændig smurt ind i afføring. Nogen havde set det og bare lagt en pude ovenpå. Det var ikke til at holde ud, siger hun.

Og så flyttede familien til Jammerbugt Kommune.

En anden virkelighed

Telefonen ringer i det nye hus i Jammerbugt, hvor Lene Hjelm har sørget for et værelse til sin svigermor. Det er lederen af hjemmehjælpen, der vil høre, om Sigrid har brug for mere hjælp og støtte. Og om det var noget med et bad om dagen?

Oplevelsen har manifesteret sig i Lene Hjelm som en lykkelig modsætning til tiden i Assens, der bar præg af ligegyldighed fra plejere og ledere.

I Assens havde de ventet 26 måneder, før Sigrid fik tilbudt en plads på et demensafsnit på et plejehjem.

— På det tidspunkt havde vi kastet håndklædet i ringen, siger Lene Hjelm.

I Jammerbugt boede Sigrid først på et aflastningsplejehjem, da demenssygdommen var blevet for slem til, at hun kunne bo hos Lene Hjelm. Derefter lød ventetiden for at få en plads på et plejehjem på tre uger.

— Det kan slet ikke sammenlignes. Assens var som helvede, og Jammerbugt som paradis, siger Lene Hjelm.

Kulturforskelle
Der var noget helt galt med den kultur, Lene Hjelm mødte i hjemmeplejen i Assens. Og den nedadgående spiral blev forværret, hver gang der er blevet skåret i budgettet.

— De mest kompetente medarbejdere flytter for hver nedskæring. Tilbage er et personale, der ikke er godt nok uddannet, som ikke gider deres arbejde, og som bliver mere og mere ligeglade, mener Lene Hjelm.

Selvom hun indimellem mødte kompetente medarbejdere, var det ligegyldigheden overfor hendes svigermor, der fyldte.

— Det gjorde ingen forskel, at de vidste, hvor ofte vi kom på besøg. Tænk på de mennesker, der ikke har et netværk, ligesom Sigrid. Hvor grelt, det så kan gå hos dem, siger hun.

Møder med Charlotte Kjær, formand for Social og Sundhed i byrådet, samt borgmesteren i Assens ændrede ifølge Lene Hjelm intet. Assens Kommune stod tilbage som et sted, hvor hun enten accepterede den dårlige pleje af sin svigermor eller flyttede.

Sårbare ældre lades i stikken
Sammenhængen mellem nedskæringer, tidspres og dårlig uddannelse bekræfter Poul Hansen, der er folkepensionist og en del af Facebookgruppen ’Assens kommune svigt af de ældre og handicappede’.

— Assens har den absolut laveste standard, når det kommer til hjemmepleje, siger han.

Facebookgruppen har gennem flere år forsøgt at lægge pres på politikerne i byrådet ved at fortælle om den virkelighed, de oplever ude i kommunen. Men lige lidt hjælper det.

— Der er tilsyneladende ingen status i at tage fat på ældreområdet. Det er, som om de tænker, at det er der ingen fremtid i. Men flere ældre er jo netop fremtiden.

Poul Hansen forklarer, at det kan være svært at vide præcis, hvad borgerne oplever, fordi det sker i det private, hvor personalet har tavshedspligt. Samtidig kan pårørende være bange for, at det rammer dem og deres kære, hvis de taler højt om det.

— Tilbage står en gruppe af magtesløse og sårbare mennesker, konstaterer han.

Der arbejdes på forbedringer
Charlotte Kjær, formand for Social og Sundhed i byrådet i Assens, erkender, at episoder, som dem Lene Hjelm beskriver, finder sted. Men hendes generelle indtryk er, at medarbejderne gør deres arbejde godt og ordentligt, og at de ældre får den hjælp, de er visiteret til.

— Jeg anerkender fuldt ud, at der kan være borgerne og pårørende, der har haft oplevelser. Og jeg anerkender, at både medarbejdere, ledelse og politikere skal lære af de beskrevne situationer, men jeg må også sige, at hvis der havde været et svigt, så havde jeg også set en sag, og det er ikke tilfældet, siger hun.

Charlotte Kjær understreger, at området rigtig nok er slanket gevaldigt de seneste par år, og at det også bekymrer hende, men at byrådet det seneste år har arbejdet på forbedringer og tilført midler til området i 2021.

Tilbage i Jammerbugt sidder Lene Hjelm med en følelse af at have gjort sit for at råbe op, men stadig blive overhørt. Hun forstår ikke, at Charlotte Kjær siger, at hun ikke har hørt om et svigt.

— Det er en lodret løgn, at hun ikke har set vores sag. Vi har haft flere møder, så hun ved udmærket, hvad det drejer sig om, siger Lene Hjelm.

Situationen forstærker hendes oplevelse af, at når det kommer til kommunernes prioritering af ældreområdet, så er der en verden til forskel.