Demens uden alder
Uni var i begyndelsen af 50’erne, da hun fik stillet diagnosen Alzheimers. De første tegn på demenssygdommen viste sig allerede mange år forinden.
— Jeg havde gået længe med det inden diagnosen, men man troede simpelthen bare ikke på, at det kunne være det, fordi jeg var så ung, siger Uni.
Det var hendes arbejdsplads i Tyskland, som gav hende et praj om, at noget havde forandret sig, da hun blev opsagt fra sin stilling.
— Det var pinligt. Jeg havde ikke selv opdaget, at der var noget galt. Jeg fik bare serveret, at jeg var smaddersød, men de kunne ikke have mig mere, fordi jeg ikke kunne huske noget. Det var en barsk besked at få. Jeg havde svært ved at forstå det, fortæller Uni.
Efter opsigelsen i Tyskland vendte Uni hjem til Danmark, hvor hun fandt nyt arbejde.
Mod på at stå frem
En kollega på det nye job i Danmark bemærkede, der var noget alvorligt galt med Uni. Det førte til en udredning hos egen læge, hvor hun til sidst fik diagnosen. Først nu forstod hun, hvad der var ved at ske:
— Jeg husker, at min mor især blev meget ked af det. Det er jo hårdt at se sit barn på den måde. Men nu er jeg altså her – og jeg har det faktisk ganske udmærket. Jeg mangler ikke noget, siger Uni.
Hun er ikke bange for at stå frem. Også selvom hun godt er klar over, at hun kan komme til at sige noget, der ikke giver mening, når hun er blandt andre mennesker.
— Jeg holder ikke mund af frygt for at sige noget vrøvl. Så undskylder jeg bare og forklarer, at jeg har en hjernesygdom, fortæller hun.
Kompliceret sygdom
Men Uni har svært ved at forholde sig til selve diagnosen, og det er også en kompliceret sygdom. Demens opstår i hippocampus, som er placeret i tindingelappen. Denne del af hjernen fungerer som et lager og er ansvarlig for hukommelse. Når den rammes, svækkes evnen til at huske, for demenssygdommene nedbryder cellernes evne til at kommunikere med hinanden. Til sidst rammer sygdommen centret af hjernen, der regulerer vejrtrækning og kredsløb.
Demens er et samlet begreb for over 200 hjernesygdomme. Alzheimers, som også er Unis diagnose, er den mest almindelige form for demens.
Læs også: Kend symptomerne på demens
En ny virkelighed
Unis verden er på mange måder ukendelig i forhold til, hvordan den var engang. I dag er hendes hverdag i høj grad afhængig af huskesedler.
— Giv mig bare et stykke papir, så kan du få mig til at gøre alt. Men jeg kan ikke holde det fast inde i min knold. Det kunne jeg engang. Jeg har været så skarp, at du tror, det er løgn. Det er næsten til at tude over, at man har tabt så meget, siger Uni.
Datteren Sara på 13 år er et åbenlyst lyspunkt i Unis liv. Hun bor med sin far og kommer indimellem på besøg.
— Min datter er fantastisk. Jeg har oplevet så meget i mit liv, at jeg egentlig ikke behøver mere,” siger Uni.
Nyt hjem, nyt liv
I Huset på Nørrebro svinger Uni badmintonketsjeren, mens hun bevæger sig hen over gulvet. På den anden side står Dan klar til serve. Han er medarbejder i det specialiserede aktivitetstilbud for yngre voksne med demens.
— Badminton er sjovt. Det vil alle spille her, siger Uni.
Hun bor i Lindehusene, som er en del af Center for demens i København. Boligerne ligger på den anden side af Huset, hvor Uni kommer fast tre gange om ugen.
—Det her er et skønt sted at komme og være. Langt de fleste er smaddersøde. Det gør en forskel, at man har noget sammen – så er det ikke så hårdt at være i det, vi nu alle har. Jeg har det liv, jeg har nu, siger hun.
Se også Jimmy, Charlotte og Rikkes fortællinger om livet med demens
