Spisevenners selskab løfter humør og appetit
Hun kan allerede høres ude på gangen. Fra hun forlader sit værelse med de mange ugler klistret på døren, til hun ruller ind i det soloplyste køkken, er der gang i Tove Hansens snakketøj.
I køkkenet stopper hun op i stilheden og øjner det nærmeste bord og dets tre tavst spisende beboere en for en. Herefter vender hun sig mod bordet ved vinduet og hendes runde ansigt med de klare blå øjne lyser op, da en høj mand springer adræt op fra sin stol og hilser på hende med et løftet glas rød saft.
— Bliv nu siddende Jørgen, jeg har jo sagt, du ikke behøver rejse dig, siger hun bestemt, men ser ikke spor utilfreds ud over opmærksomheden.
Hun triller sin rollator over til den tomme plads ved vinduet, sætter sig og nikker anerkendende, da den høje mand skænker saft i hendes glas med en galant tjenerbevægelse. Han hedder Jørgen Storm og er spiseven her på Plejecentret Porsebakken i Smørum, hvor vi med til frokost.
Tove får en at tale med
Nå ja, og så er Jørgen også formand for Ældre Sagens afdeling i samme by og medlem af kommunens seniorråd, men det skal det ikke handle om her.
For selvom han med fornøjelse bruger alle sine kasketter, så tingene flasker sig, som han siger, er projektet med spisevenner på Porsebakken det, som får hans opmærksomhed i øjeblikket. Og hans initiativ har allerede bragt stor glæde hos beboerne, de ansatte, spisevennerne og hos Jørgen selv, forklarer han.
— Jeg mærker en glæde hos dem, jeg sidder og spiser med, og det gør mig glad. Så kan jeg også snakke med Tove, nogen må holde hende lidt i ørerne, griner han.
— Den er god nok. Jeg er afdelingens rappenskralde, men nogen er nødt til at være det, de andre siger jo ikke så meget, og så vil jeg næsten hellere spise inde på mit værelse, siger hun med et nik rundt til de andre tavse beboere ved bordet.
Læs mere om spiseaktiviteter sammen med andre
Selskab giver spiseglæde
— Spis nu Tove, det er dejlig æggesalat, leverpostej og kalkun, siger Jørgen. Han skærer begejstret en bid til af sin rugbrødsmad og giver sig i kast med en anekdote fra sin tid i forsvaret, hvor han til en festmiddag i Norge kun fik serveret saftevand.
Ved hans side har en hvidskægget mand spist sine madder og forlader ordløst bordet. En kvinde for bordenden får Jørgen lokket en ekstra chokolademad i. Og netop det, at spisevennernes selskab får mere mad i beboerne, er en delgevinst ved ordningen, fortæller Charlotte Philipsen, som har været ansat på Porsebakken i 22 år:
— Det, at der sidder en ved bordet og bidrager med nyt udefra, gør, at de glemmer eventuel kedafdet-hed, og der ryger lidt mere ned. Det har flere beboere brug for. Vi ansatte må ikke spise med af maden, men det må spisevennerne, og på den måde kan de tale med beboerne om maden. Det betyder meget, for det virker mere deltagende.
Ifølge hende ryger der også kalorier ind på humørkontoen ved spisevennernes besøg.
— De livligste er rigtig glade for at have nogen at tale med, men også de mere indadvendte nyder godt af ordningen. For spisevenner bliver siddende, og det giver ro ved bordene. Vi ansatte skal jo sørge for det hele og kan ikke sidde med på samme måde, siger hun.
At være spiseven er brobygning
Stod det til Charlotte, var der spisevenner til alle måltider, så måltiderne generelt kunne blive mere hyggelige og hjemlige. Det noterer Jørgen sig straks i en notesbog.
Det er lykkedes ham at kapre syv til at tage en tjans som spisevenner, bl.a. en fra kommunalbestyrelsen, fortæller han. Jørgen viser med et blink fra det ene øje, at det, synes han, er ret smart. Han er hele tiden på udkig efter at få “flere i rusen”, og som tidligere rekrutteringschef i forsvaret er han ret effen til det, forklarer han. I det hele taget trækker han en del på sine erfaringer fra arbejdslivet.
— Min vigtigste opgave er at få løftet stemningen og sprede noget liv, og her kan jeg bruge mit indgående menneskekendskab. Jeg er god til at få mennesker til noget. Enten ved en befaling eller en henstilling. Efter 40 år i forsvaret og 14 i folkeskolen ved jeg, hvordan jeg får unge og børn med mig. Nu er det så de ældre, det går ud over.
Men det er ikke kun ham, Tove og de andre beboere, der får noget ud af indsatsen. Faktisk er det her et slags brobyggerprojekt, fortæller han. Dem, der kommer her som spisevenner, kan nemlig bagefter fortælle, at det faktisk er helt ok derude på Porsebakken Plejecenter. Og eftersom Jørgen tænker, at både han selv og de andre ældre i Smørum kan ende deres dage her, er det godt at få spredt det budskab.
